|
|
Dengang elefanterne
gik helt fra koncepterne
og af vrede brændte
mod deres bekendte;
da de onkel og tante
af raseri ej mer' kendte,
dem forrædere kaldte
og intrigante;
dengang elefanterne
krigserklæringer sendte,
kommandanter udnævnte
og adjudanter,
der angrebet udtænkte;
da de deres bekendte
ud af landet sendte,
deres fane brændte,
deres huse omkuldrendte -
da sagde én stille
(og tilmed en lille
der hed Bille:
"Hov, det synes jeg ej er godt
men tem’lig råt
og også groft!"
De andre sagde:
"Hvad er dog det Bille?
Du er alt for lille
til at slå en sådan trille,
drop den grille
og ti nu stille!"
"Nej!, sagde den lille,
"ti selv stille
Fordi også jeg kan dø,
får krig også mig til at gø.
Jeg har ikke brug for mine fætres hjem
jeg vil meget hellere lege med dem."
og han talte og talte, indtil elefanterne
sig igen afspændte,
deres fejl erkendte
og deres bekendte
charmante
og galante
undskyldende gaver sendte
som overbragtes af musikanter
og komedianter;
så onklerne og tanterne
og alle dem der elefanterne
kendte
sig med tolerante
og kulante
ord til freden bekendte,
deres våben i flammerne sendte
og sig mod mere amusante
og elegante
aktiviteter vendte.
Og følgelig kom alle som gratulanter
til den mindste af elefanter,
og ham som deres modige befrier priste.
Men hør, den slags er kun en grille,
ingen lytter dog til lille Bille?
Måske ikke.
Men én må jo få bolden til at trille?
|
