Der var engang to, der kom i voldsomt slagsmål med hinanden. Den ene var stor, mens den anden var tyk og den ene var tung, mens den anden var sej og den ene var stærk, mens den anden var vild.

Den stærke stak den vilde én på tuden. Og han bemærkede sig: Han har jo en næse ligesom min.

Den vilde brækkede den stærkes ribben. Og han bemærkede sig: De ribben brækkede jo ligesom mine ville gøre det.

Den stærke stak et øje ud på den vilde. Og han bemærkede sig: Det øje er jo blødt og sårbart ligesom mit.

Den vilde sparkede den stærke i maven. Og han bemærkede sig: Den mave gav jo efter ligesom min ville gøre det.

Den stærke greb den vilde i struben. Og han bemærkede sig: Han behøver luft for at kunne trække vejret, ligesom mig.

Den vilde pressede sin næve ind i den stærkes hjertekule. Og han bemærkede sig: Derinde slår jo et hjerte ligesom mit. Idet begge faldt omkuld og ikke længere kunne rejse sig, tænkte de begge: "Han er jo helt magen til mig, den fyr der". Men da var det jo alt for sent.