Regnegeniet

Mullah Nasreddin Hodscha besøgte på sine rejser også engang en landsby, der var berømt for, at dens indbyggere var særdeles gode til at regne. Nasreddin blev indkvarteret hos en af bønderne. Den følgende morgen fandt Nasreddin ud af , at der ikke var nogen brønde i byen. Hver morgen blev der i hvert hus læsset et eller to æsler med vandkrukker, og derefter drog man af sted til et vandløb, som det tog en times tid at nå hen til, fyldte krukkerne og transporterede dem tilbage igen, hvilket igen tog en times tid.

"Ville det ikke være bedre, hvis I havde vand i byen?" spurgte Hodscha bonden, som han boede hos.

"Oh jo, meget bedre", svarede bonden. "Vandet koster mig hver dag to arbejdstimer fra et æsel og den dreng, der driver æslet. Det bliver 1460 timer om året, hvis man ligestiller et æsel med en dreng. Hvis æslet og drengen tilbragte denne tid med at arbejde i markerne, kunne jeg eksempelvis beplante en hel græskarmark mere og hvert år høste yderligere 457 græskar."

"Jeg forstår, du rigtigt har regnet det hele ud", sagde Hodscha dybt imponeret. "Hvorfor så ikke grave en kanal, der kan lede vandet helt hen til landsbyen?"

"Det er ikke så let", sagde bonden. "Der ligger en lille høj i vejen, som man er nødt til at fjerne først. Hvis jeg satte drengen og æslet til at grave en kanal, i stedet for at sende dem efter vand, ville de, hvis de arbejdede to timer om dagen, være 500 år om det. Selv lever jeg måske kun i endnu 30 år, derfor er det billigere for mig at lade dem hente vandet."

"Ja, men behøver du at være ene om at stå for kanalen? I er jo flere familier i jeres landsby?"

"Oh ja", sagde bonden, "vi er nøjagtig 100 familier. Hvis hver familie hver dag ville afstå en dreng og et æsel i to timer, kunne kanalen være færdig på fem år. Og hvis de arbejdede ti timer hver dag, ville det tage et år."

"Hvorfor taler du så ikke med dine naboer og foreslår dem at grave en kanal i fællesskab?"

"Jo, men når jeg har en vigtig sag at drøfte med en nabo, så inviterer jeg ham ind i mit hus, byder ham på te og halvákager, taler med ham om vejret og udsigten for den kommende høst, og så om hans familieforhold, om sønnerne, døtrene og børnebørnene. Derefter serverer jeg noget mad for ham og efter spisningen igen te, Så spørger han til min gård og til min familie, og først da kommer vi efterhånden til sagen. Det tager en hel dag. Fordi vi er 100 familier i vores landsby, skal jeg tale med 99 andre familieoverhoveder. Du må give mig ret i, at jeg ikke kan tilbringe 99 dage i træk med sådanne samtaler, for så ville min gård gå neden om og hjem. Jeg kan højst invitere én nabo om ugen hjem til mig. Det betyder, da året kun har 52 uger, at det ville tage næsten to år, før jeg havde fået talt med alle mine naboer. Så vidt jeg kender mine naboer, ville alle til sidst være enig i, at det ville være bedre at have vandet ved landsbyen, for de er alle sammen gode til at regne. Og hvis jeg kender dem ret, vil de hver især love at være med, hvis også de andre er med. Således måtte jeg om to år begynde forfra igen, med at invitere alle mine naboer hjem og fortælle dem, at også de andre er parat til at deltage."

"Godt", sagde Hodscha, "men om fire år vil I jo så være klar til at begynde på arbejdet. Og om yderligere et år vil det være færdigt!"

"Der er endnu en vanskelighed", sagde bonden. "Du må give mig ret i, at når kanalen så endelig er færdig, kan enhver hente vand fra den, uanset om han har deltaget i gravearbejdet eller ej."

"Det er rigtigt", sagde Hodscha. "Selv hvis man ville ønske at gøre det, kan man ikke konstant overvåge hele kanalen."

"Netop", sagde bonden. "Altså har ham, der snyder sig fra at deltage i arbejdet, de samme fordele som alle andre, men uden at det har kostet ham noget."

"Det må jeg medgive", sagde Hodscha.

"Derfor vil jo så enhver af os, der kan regne, forsøge at knibe udenom. Den ene gang er æslet blevet træt, næste gang har drengen fået hoste og endelig er konen blevet syg, så man har brug for både æsel og dreng, til at hente lægen. Nu kan imidlertid enhver af os regne, derfor vil enhver af os søge at knibe udenom. Og fordi enhver af os ved, at de andre vil knibe udenom, vil slet ingen sende deres æsel eller deres dreng til arbejdet. Derfor vil gravearbejdet end ikke komme i gang."

"Jeg må indrømme, at dine overvejelser virker meget indlysende, sagde Hodscha. Han grublede lidt over det, men så udbrød han pludseligt: "Men jeg har kendskab til en landsby på den anden side af bjergene, som havde nøjagtig det samme problem som jer. Og de har dog haft en kanal i tyve år."

"Ja", sagde bonden, "men de er heller ikke gode til at regne!"