Martin Auer: Den besynderlige Krig, Historier om Krig og Fred

   
 

Krigen på Mars

Please share if you want to help to promote peace!

på dansk ved Henrik Grøn

This translation has not yet been reviewed

En Drømmer
Den blå Dreng
Gulerodsplaneten
Angst
Mere om angst
De mærkelige Mennesker på planeten Hortus
De to Slagsbrødre
Mand mod Mand
Krigen på Mars
Slaven
Den besynderlige Krig
Arobanai
Stjerneslange
Stilstand
De to Fanger
Rapport til De forenede Solsystemers Parlament
Åbent Brev
Bomben
Forord
Author's comments
Download (All stories in one printer friendly file)
Hvorfor er der Krig i Verden?
Guestbook
About the Translator
About the Author
Mail for Martin Auer
Licence
Creative Commons licence agreement

Den store krig på Mars var slut.

Trætte og triste slæbte de lyserøde Gnuffer sig langsomt hjemad. »Aldrig mere krig!«, stønnede de. De havde tabt krigen.

Trætte og triste slæbte også de bleglilla Moffer sig langsomt hjemad. »Aldrig mere krig!«, stønnede de. Alligevel havde de vundet krigen.

Men på slagmarken lå der næsten lige så mange døde Moffer som døde Gnuffer og der var flydt en skrækkelig masse grønt blod. Gnuffernes Over-præsident og Moffernes Storkonge mødtes ved grænsefloden og indgik en fredsaftale. »Aldrig mere skal der blive krig mellem Gnuffer og Moffer«, lovede de hinanden. Og i begge lande blev freden fejret med en storstilet fest.

»Lad os sende vores general på pension!«, jublede Gnufferne under deres fest.

»Lad os afskedige vores marskal!«, råbte Mofferne under deres fest.

»Soldaterne skal dyrke jordbær!«, skreg Gnufferne.

»Soldaterne kan nu sy bukser!«, råbte Mofferne.

Men så sagde Gnuffernes general: »Nej, det går ikke. Hvis vi ingen general og ingen soldater har mere, så angriber Mofferne os straks igen. Vi behøver en stærk og forberedt hær, for at sikre at der aldrig mere kan blive krig!«

Og Moffernes marskal sagde: »Nej, det går ikke. Når Gnufferne opdager, at vi ikke længere har nogen hær, vil de jo omgående tage hævn for den tabte krig. Derfor har vi brug for soldater og en marskal.«

»Nå ja, det er nok rigtigt«, brummede Gnufferne.

»Når han siger det, er det vel rigtigt«, brummede Mofferne.

Og så gik de alle hjem og passede deres arbejde, Gnufferne i deres tårne og Mofferne i deres huler.

Og Gnuffernes general sagde til sig selv: »Jeg ønsker ikke lige med det samme en ny krig, men hvis jeg ikke beviser, at jeg er en dygtig general, bliver jeg nok snart sendt på pension.« Og derfor sagde han til Overpræsidenten: »Vores hær har brug for flere sværd, så vi ikke igen kan blive overrumplet. De må være så venlig at opkræve flere skatter, så vi kan købe flere sværd i smedjerne.« Og det gjorde Overpræsidenten så.

Og smedemestrene sagde til hinanden: »Krig ønsker vi aldrig mere, men hvis vi sælger flere sværd, får vi råd til at sende vores børn i en bedre skole.«

Og smedesvendene i smedjerne sagde til hinanden: »Krig ønsker vi ikke igen, men hvis vi siger, at vi ikke vil lave sværdene, jager vores mester os på porten, og så får vores børn ikke noget at spise.«

Og Moffernes marskal sagde til sig selv: »Jeg ønsker fred, men hvis jeg ikke beviser, at jeg er en dygtig marskal, bliver jeg måske alligevel afskediget.« Og derfor sagde han til Moffernes Storkonge: »Jeg har hørt, at Gnufferne køber nye sværd til deres hær. Vil De ikke nok være så venlig at forhøje skatten, så vi kan indkalde flere soldater til vores hær.« Og så forhøjede Storkongen skatten, og der blev indkaldt flere soldater til hæren.

Og bønderne sagde til hinanden: »Vi ønsker fred, men hvis vi ikke sælger kartofler til hæren, kan vi ikke betale den højere skat.«

Og skrædderne sagde: »Vi ønsker fred. Men jo flere soldater der er, jo flere uniformer kan vi sælge. «

Og spydfabrikanterne sagde: »Vi ønsker fred, men jo flere soldater der er, jo flere spyd kan vi sælge.«

Da traf det sig, at en opfinder hos Gnufferne fandt frem til en gift, en frygtelig farlig gift. Men den var helt ufarlig for Gnufferne, kun for Moffer var den livsfarlig. »Jeg vil ingen noget ondt«, sagde opfinderen til sig selv, »men hvis jeg holder mine opfindelser for mig selv, kan jeg ikke betale min regning hos mælke-manden.« Og så skrev han ned i en bog, hvordan man kunne fremstille giften.

Da traf det sig, at en professor hos Mofferne fandt ud af, hvordan man kunne fremstille en bombe, der kunne ødelægge alt på jordoverfladen, men som ikke var farlig for Moffer, fordi de boede i huler. »Jeg ønsker ikke nogen noget ondt«, sagde professoren til sig selv, »men jeg er nødt til at offentliggøre min opfindelse, ellers tror folk bare, at jeg ikke forstår mig på min egen videnskab.« Og så skrev han ned i en bog, hvordan man kunne fremstille bomben.

Da Moffernes marskal hørte herom, sagde han til Storkongen: »En sådan bombe er vi tvunget til at fremstille, for jeg har hørt, at Gnufferne er i besiddelse af en frygtelig gift, de kan bruge mod os!«

Og Gnuffernes general sagde til Overpræsidenten: »En sådan gift er vi tvunget til at producere, for jeg har hørt, at Mofferne er i besiddelse af en bombe, de kan bruge mod os.«

Og så blev giften blandet…

…og bomben fremstillet.

Og Gnufferne lavede en kæmpestor giftsprøjte, der kunne sprøjte giften over til Mofferne.

Og Mofferne byggede en gigantisk ballon, der kunne bringe bomben over til Gnufferne.

Herefter sagde Overpræsidenten i en kort tale til Gnufferne: »Nu kan der aldrig mere blive krig, for vi ønsker fred, og Mofferne vil aldrig mere vove at gå løs på os, fordi vi nu har den frygtelige gift.«

Og Storkongen sagde i en kort tale til Mofferne: »Fra nu af vil der altid være fred, for vi vil ikke krig, og Gnufferne vil aldrig mere turde angribe os, fordi vi nu har den forfærdelige bombe.«

Og så en dag sagde Gnuffernes smedemestre: »Vi har ikke længere nok jern til alle de sværd og plove og leer og vogne vi skal lave. Vi er nødt til at sejle ud til Jernøen, for at hente mere jern!«

Og Moffernes smedemestre sagde: »Vi har brug for mere jern til lave vores spyd og vogne og plove og leer.. Vi må hente noget jern på Jernøen!"

Så sendte Gnufferne et skib til Jernøen…

…og Mofferne sendte også et skib derud.

Da skibene vendte tilbage, fortalte søfolkene begge steder, at de andre også havde hentet jern fra Jernøen.

»Mofferne tager vores jern!«, skrev en af Gnuffernes aviser.

»Gnufferne vil have alt jernet for sig selv!«, stod der i en af Moffernes aviser.

Det var måske at overdrive lidt, men alle ved, at de aviser, der skriver de sensationelle ting, sælger bedre end dem der skriver, at det hele nok ikke er så galt, og at man måske først burde undersøge, om der mon ikke skulle være jern nok til alle. Og avisfolk vil jo nu engang også gerne tjene nogle penge, ligesom alle andre.

Således blev Gnufferne igen bange for Mofferne og Mofferne bange for Gnufferne.

»Vi må have Jernøen for os selv«, sagde nogle af Gnufferne, »ellers bliver der ikke ved med at være fred.«

»Jernøen skal tilhøre os«, sagde nogle blandt Mofferne, »ellers bliver der krig igen!«

»Når vi ikke har jern til at lave plove, får vi ikke noget at spise«, sagde nogle af Gnufferne, »og så er den frygtelige gift ikke til nogen nytte!«

»Hvis vi ikke har noget jern, må vi sulte«, sagde nogle af Mofferne, »og så er den store bombe heller ikke os til nogen nytte.«

Gnufferne sendte så et krigsskib til Jernøen.

Og Mofferne sendte også et krigsskib til øen.

Og fordi kampen stod lige…

…sendte Gnufferne endnu et krigsskib…

…og også Mofferne sendte endnu et krigsskib.

»Vi må ikke lade dem bygge flere krigsskibe!«, sagde Gnuffernes general, og angreb med sine tropper Moffernes skibsværft.

»Vi må forhindre, at de bygger flere skibe«, sagde Moffernes marskal, og angreb med sine tropper Gnuffernes skibsværft.

»De har overfaldet os!«, skreg Gnufferne.

»De har angrebet os!«, skreg Mofferne.

»Vi ønsker fred«, sagde Gnuffernes general, »men nu hjælper ingen kære mor. Vi er nødt til at sprøjte gift på dem, før de smider bomben over os! «

»Vi har ikke ønsket krigen!« sagde Moffernes marskal, »men nu er det for sent. Vi må smide bomben over dem, før de sprøjter gift på os!«

Og så blev giftsprøjten fyldt, og den store ballon blev startet.

»Nu er det ude med dem!«, sagde Gnufferne.

»Nu er det ude med dem!«, sagde Mofferne.

»Og også med os!«, sagde Gnufferne, idet de så ballonen langsom stige til vejrs.

»Og også med os!«, sagde Mofferne, idet de så sprøjten dukke op i horisonten.

»Måske skulle jeg alligevel ikke have opfundet den gift!«, sagde opfinderen.

»Måske skulle jeg alligevel ikke have fremstillet den bombe!«, sagde professoren.

»Måske skulle vi alligevel ikke have smedet de sværd!«, sagde smedesvendene.

»Måske skulle vi alligevel ikke have produceret de spyd!«, sagde spydfabrikanterne.

»Måske skulle vi alligevel ikke have syet de uniformer!«, sagde skrædderne.

»Måske skulle vi alligevel ikke have leveret de kartofler«, sagde bønderne.

»Måske skulle vi alligevel ikke have overdrevet sådan«, sagde avisjournalisterne.

»Måske skulle vi alligevel have holdt os mere til sandheden«, sagde avisredaktørerne.

»Måske skulle vi alligevel ikke være blevet soldater«, sagde soldaterne.

»Måske skulle vi alligevel have sendt vores general på pension!«, sagde Gnufferne.

»Måske skulle vi alligevel have afskediget vores marskal!«, sagde Mofferne.

Og sådan kunne Historien næsten have været slut.

Men så sagde en af Gnufferne til sine venner: »Vi kan ikke længere redde os selv. Men hvad med Mofferne – de var dog hverken værre eller bedre end os.« Og de klatrede op på giftsprøjten og væltede den, lige før den gik af.

Og et par af Mofferne sagde til hinanden: »Nu kreperer vi på grund af vores idioti. Men Gnufferne skal i det mindste have at vide, at der også var nogle enkelte ordentlige Moffer.« Og så greb de fat i tovet og klatrede op i ballonen og udløste bomben, før den nåede over til Gnufferne.

»De Moffer der reddede vores liv!« udbrød Gnufferne forundrede, da de så, at de slap for at blive bombet.

»De Gnuffer der ofrede deres liv for os!« hviskede Mofferne helt paffe, da de forstod, at giften ikke ville ramme dem.

Og derefter smed de alle sammen deres sværd og spyd, satte sig ned på jorden og stønnede: »Det var ellers lige før det var gået galt.« Og mange begyndte at græde af ren og skær lettelse.

Derefter sendte de generalen og marskalen på pension, sammen med Overpræsidenten og Storkongen og sagde: "Fra nu af må vi opføre os mere fornuftigt!"

   
 

This site has content self published by registered users. If you notice anything that looks like spam or abuse, please contact the author.