Martin Auer: Den besynderlige Krig, Historier om Krig og Fred

   
 

Den besynderlige Krig

Please share if you want to help to promote peace!

på dansk ved Henrik Grøn

This translation has not yet been reviewed

En Drømmer
Den blå Dreng
Gulerodsplaneten
Angst
Mere om angst
De mærkelige Mennesker på planeten Hortus
De to Slagsbrødre
Mand mod Mand
Krigen på Mars
Slaven
Den besynderlige Krig
Arobanai
Stjerneslange
Stilstand
De to Fanger
Rapport til De forenede Solsystemers Parlament
Åbent Brev
Bomben
Forord
Author's comments
Download (All stories in one printer friendly file)
Hvorfor er der Krig i Verden?
Guestbook
About the Translator
About the Author
Mail for Martin Auer
Licence
Creative Commons licence agreement

På en fremmed planet eller i en anden tidsalder var der engang to lande, som hed Herovre og Derovre. Der var også andre lande som Nærved og Langtvæk, men denne historie handler om Herovre og Derovre.

En dag holdt general Overmægtig fra Herovre en tale til borgerne. Han sagde, at landet Herovre blev klemt af landet Derovre, og at Herovrene ikke længere passivt kunne se til, mens landet Derovre pressede på ved grænsen og indsnævrede landet Herovre.

"De maser sig så kraftigt ind på os, at vi snart ikke har plads til at pudse næse!", skreg han. "Ikke den mindste lille smule kan vi bevæge os. De har ikke i sinde at flytte sig en tøddel, at gøre den mindste smule plads og unde os lidt bevægelsesfrihed. Men hvis de ikke er villige til det, er vi nødt til at tvinge dem til det.

Vi ønsker ikke krig. Hvis det stod til os, var der altid fred. Men det er desværre ikke op til os. Hvis de ikke vil rykke deres land en smule væk fra vores, så tvinger de os jo til krig. Men vi lader os ikke påtvinge krigen. Ikke os! Vi vil ikke tillade, at de tvinger os til hensigtsløst at ofre de bedste af vores unge mænd, så vores kvinder bliver enker og vores børn bliver forældreløse! Derfor må vi knuse magten Derovre, før de tvinger os til at starte en krig. Og derfor, kære medborgere, for at forsvare os selv, for at sikre freden, for at redde vore børn, erklærer jeg hermed på behørig vis staten Derovre krig!"

Først så de desorienterede Herovreborgere på hinanden. Derefter så de på general Overmægtig. Og til sidst så de på specialpolitienhederne med deres panserhjelme og udryddelsesstrålevåben, der stod rundt omkring på pladsen og begejstrede applauderede og skreg: "Længe leve general Overmægtig! Ned med dem Derovre!"

Og krigen var i gang.

Allerede samme dag overskred hæren fra Herovre grænsen. Det var et vældigt skue. Panserkøretøjerne lignede kæmpestore metalliske dragefisk. De tromlede alting ned, der kom i vejen for dem. Ud af deres kanonrør kunne de afskyde granater, som sønder-flængede alting og udskyde giftige gasser, der slog alting ihjel. Hver af dem efterlod en hundrede meter bred stribe af død efter sig.

Foran dem udbredte en frodig skov sig, og bag dem var der ingenting.

Hvor flyvemaskinerne kom frem, blev himlen mørk, og de der stod nede på jorden, smed sig rystende af angst ned på maven, alene på grund af larmen. Og hvor flyene kastede deres skygger, kastede de også deres bomber.

Mellem kæmpeflyene på himlen og panserkøretøjerne på jorden summede sværme af helikoptere som små ondskabsfulde myg. Og soldaterne lignede stålsatte kamprobotter i deres beskyttelsesdragter, der gjorde dem uimodtagelige for kugler, gas, gift og bakterier.

I hænderne havde de tunge krigsvåben, der kunne udsende dødbringende projektiler, eller laserstråler der smeltede alt hvad de ramte.

Således marcherede den usårlige hær fra Herovre derudad, for nådesløst at udslette enhver fjende på deres vej. Men mærkeligt nok mødte de ingen fjende.

Den første dag trængte hæren ti kilometer ind i fjendeland og den følgende dag tyve. Den tredje dag krydsede de den store flod. Overalt fandt de kun øde landsbyer, afhøstede marker, ryddede fabrikker og tomme pakhuse. "De gemmer sig, og når vi kommet forbi dem, falder de os i ryggen!", brølede general Overmægtig. "Gennemsøg alle høstakke og alle møddinger!"

Soldaterne gennemsøgte møddingerne, men det eneste de fandt der var i massevis af personlige papirer: personnummerbeviser, dåbsattester, hjemstavnsattester, pas, vaccinationsattester, immatrikuleringspapirer, radio-licensnedsættelses-berettigelseskvitteringer, hundetegns- indbetalingskvitteringer og i hundredvis af andre personlige papirer. Og på alle billedlegimationsbeviser var fotografiet fjernet. Hvad det skulle betyde, var der ingen der kunne forstå.

Vejskiltene voldte mange problemer. De var blevet fjernet, vendt forkert eller overmalede, men mange af dem viste også rigtigt, så man ikke engang kunne stole på, at de altid viste forkert. Ustandseligt var der soldater der blev borte, hele kompagnier der løb vildt, divisioner der kom på afveje, og mangen en efterladt officer sendte bandende motorcyklister i alle retninger, for at lede efter hans soldater. General Overmægtig måtte omgående indkalde alle landmålere og geografilærere fra Herovre til militærtjeneste, så det erobrede landområde kunne blive planmæssigt opmålt og beskrevet.

På felttogets fjerde dag tog hæren fra Herovre sin første fange. Det var imidlertid ikke en soldat, men en civilist, som de havde fundet i skoven med en svampekurv i hånden. General Overmægtig lod ham hente, for personligt at kunne afhøre ham. Fangen fortalte, at han hed Hans Müller og var svampesamler. Sine personlige papirer havde han tabt, sagde han, og hvor hæren fra Derovre befandt sig, vidste han ikke noget om.

I de følgende dage tog hæren fra Herovre nogle tusinde civilister til fange. Alle sammen hed Hans eller Lieschen Müller, og ingen havde personlige papirer på sig. General Overmægtig var rasende.

Endelig besatte hæren fra Herovre den første større by. Overalt så man soldater i gang med at male gadenavne på husmurene. Kortene over byen havde man været nødt til at indhente fra efterretningstjenesten. På grund af hastværket blev der naturligvis begået mange fejl, så flere gader kom til at hedde noget andet på den venstre side end på den højre, og i den ene ende noget andet end i den anden. Uafbrudt flakkede søgende kompagnier forvildede om i byen med en bandende sergent med byplanen i hånden efter sig. I det hele taget var der ingenting der fungerede i byen. Elektricitetsværket var ude af drift, ligeså gasværket og telefoncentralen, intet fungerede.

General Overmægtig lod straks bekendtgøre, at det var forbudt at strejke, og at alle med det samme skulle gå tilbage til arbejdet.

Folk gik også til fabrikkerne og kontorerne, men alligevel var der ikke noget der fungerede. Når soldaterne kom derhen og spurgte: "Hvorfor bliver der ikke arbejdet her?", så sagde folk: "Ingeniøren er her ikke" eller "Værkføreren er her ikke" eller "Den kvindelige direktør er her ikke".

Men hvordan skulle man kunne finde den kvindelige direktør, når alle kvinderne hed Lieschen Müller?

General Overmægtig lod meddele, at alle, der ikke opgav deres rigtige navn og titel, ville blive skudt. Herefter kaldte Derovrene sig ikke længere Müller, men noget forskelligt, men hvad skulle det hjælpe.

Jo længere hæren trængte ind i landet, desto vanskeligere blev det hele. Meget snart kunne soldaterne næsten ikke opdrive mere mad, alt måtte skaffes fra Herovre. Jernbanen fungerede ikke, jernbanearbejderne hang rundt omkring eller rangerede rundt med lokomotiverne på må og få. Togførerne skændtes om jernbanevognene, og naturligvis var alle stationslederne, som vidste besked, forsvundet. Ingen kunne finde dem.

Soldaterne gjorde ikke nogen noget. Snart blev de uforsigtige, gik omkring med åbne panserhjelme og sludrede med folk. Og folkene fra Derovre, som gemte alt spiseligt for hærens beslaglæggelseskommando, delte det lidt de havde med den enkelte soldat eller gav ham deres frisklavede salat eller nybagte kager til gengæld for hans konservesmad; for det havde soldaterne nok af, og det hang dem langt ud af halsen.

Da general Overmægtig fik dette at vide, fik han et raserianfald og forbød alle soldater at forlade deres kvarterer, undtagen når de var med delingen på patrulje. Det var soldaterne ikke glade for.

Til sidst besatte hæren hovedstaden i Derovre. Men her var alting som alle vegne i dette land. Der var ingen vejskilte, ingen husnumre, ingen navneskilte på dørene, ingen direktører, ingeniører, værkførere, ingen politibetjente og ingen tjenestemænd. Ministerierne var mennesketomme og alle dokumenter var forsvundet. Hvor regeringen befandt sig, var der ingen der vidste.

Så omsider besluttede general Overmægtig sig til at gribe ind med hård hånd. Han lod bekendtgøre, at alle voksne skulle gå hen på deres arbejdspladser eller kontorer. De der blev hjemme, ville blive skudt.

Så gik han selv hen til elektricitetsværket og lod alle de menige soldater og officerer indkalde, som i det civile liv arbejdede på elektricitetsværker. Han holdt en tale for arbejderne, hvor han sagde, at der skulle være strøm om to timer. Officererne kommanderede og de menige soldater kontrollerede, og elværksarbejderne løb frem og tilbage og gjorde nøjagtigt det, som officererne gav dem besked på at gøre. Det skabte et frygteligt kaos, men ingen strøm.

Så tilbagekaldte general Overmægtig officererne og sagde til elværksarbejderne: "Hvis der ikke er strøm om en halv time, bliver I alle sammen skudt!" Og se bare, efter en halv time kom der lys. Derefter sagde general Overmægtig: "Ser man det, I banditter, man skal bare sætte lidt fut i jer!", og drog hen til gasværket med sine soldater, for der at gøre ligeså.

Men den næste dag var der igen ingen strøm, og da den rasende general Overmægtig rykkede ud med et kompagni af sine specialuddannede dræbersoldater, for at udrydde alle elværksarbejdere, var elværket rømmet, og elværksarbejderne og de andre ansatte ved elværket havde blandet sig med folk på fabrikkerne og kontorerne.

Så gav general Overmægtig sine soldater ordre til simpelt hen at genne tusinde mennesker fra gaden sammen og skyde dem.

Men på grund af Derovre-folkenes lumske kneb, med hele tiden at være venlige mod soldaterne, var troppernes moral blevet så svækket, at ingen var i stand til simpelt hen at skyde tusinde tilfældige mennesker, der ikke havde gjort noget. Så gav general Overmægtig sine dræbersoldater samme ordre. Men hans officerer lod ham forstå, at de menige soldater allerede var meget utilfredse, og at der måske ligefrem kunne opstå mytteri, hvis de tusinde mennesker blev skudt.

Og general Overmægtig fik et brev fra de mægtige der hjemme, der skrev følgende til ham: "Kære general Overmægtig! De har nu vist Deres evner som feltherre og bevist, at De er et militærgeni, og vi ønsker Dem tillykke med Deres mange strålende sejre. Alligevel beder vi Dem nu om at vende tilbage og lade disse tosser fra Derovre passe sig selv. De er for dyre i drift. Hvis vi skal placere en soldat med en maskinpistol hos hver enkelt arbejder, og true med at skyde ham, plus en ingeniør til at fortælle ham, hvad han skal lave, så kan hele dette erobringstogt ikke længere betale sig. Vær så venlig at komme hjem igen til vort elskede land, thi De har allerede alt for længe glimret ved Deres fravær."

Så pakkede general Overmægtig sin hær sammen, tog så mange værdifulde maskiner og andre værdigenstande, som hans tropper kunne transportere, og drog bandende hjem igen.

"Men nu kan de bare vente sig, kan de", brummede han. "Sådan nogle kujoner. Hvad vil de nu stille op, de narrehatte! Hvordan vil de nu finde ud af hvem der er ingeniør, eller læge eller snedker? Uden anbefalinger og eksamensbeviser! Hvordan vil de afgøre, hvem der skal bo i villaer og hvem i lejeboliger, når ingen kan bevise, hvad der tilhører hvem? Hvordan vil de finde sig til rette uden ejendomsdokumenter, uden strafregister og kørekort, uden titler og uniformer? Hvilket kaotisk roderi vil de ikke opleve! Og alt det blot for ikke at komme i krig med os, sådan nogle kujoner."

   
 

This site has content self published by registered users. If you notice anything that looks like spam or abuse, please contact the author.