Martin Auer: Den besynderlige Krig, Historier om Krig og Fred

   
 

Rapport til De forenede Solsystemers Parlament

Please share if you want to help to promote peace!

på dansk ved Henrik Grøn

This translation has not yet been reviewed

En Drømmer
Den blå Dreng
Gulerodsplaneten
Angst
Mere om angst
De mærkelige Mennesker på planeten Hortus
De to Slagsbrødre
Mand mod Mand
Krigen på Mars
Slaven
Den besynderlige Krig
Arobanai
Stjerneslange
Stilstand
De to Fanger
Rapport til De forenede Solsystemers Parlament
Åbent Brev
Bomben
Forord
Author's comments
Download (All stories in one printer friendly file)
Hvorfor er der Krig i Verden?
Guestbook
About the Translator
About the Author
Mail for Martin Auer
Licence
Creative Commons licence agreement

På grundlag af vores observationer under ca. 10.000 omdrejninger af planeten Yer, må vi kraftigt fraråde at optage denne planet og dens beboere i De forenede Solsystemer.

På Yer bor der nogle skabninger, der anser sig selv for at være intelligente og som i løbet af den sidste million omdrejninger har formeret sig kraftigt og har spredt sig ud over planeten, de såkaldte Ninner, Mennesker eller Aber. Disse skabninger, der nedstammer fra en art der oprindeligt levede i træerne, anser godt nok sig selv for at være intelligente, alligevel er de nuværende fem milliarder Ninner ikke i stand til på en eller anden meningsfuld måde at afstemme deres handlinger efter hinanden. Tit ødelægger nogle, hvad de andre har lavet, og de tager også hinandens mad og tøj. De fremstiller ganske vist ting, som skulle gøre livet lettere og forskønne det, men idet de fremstiller disse ting, ødelægger og forgifter de deres planets atmosfære, vand og jordbund, og gør i stedet livet uendelig meget sværere for sig selv. En af de værste plager, de lider under er en skik – eller skal vi kalde det en sygdom? – som de kalder wojna, war, krig eller guerra. Når der udbryder en wojna, går store grupper af Ninner løs på hinanden og slår hinanden ihjel. De ødelægger "fjendens" boliger og fødevarer og plager hinanden på de mest skrækkelige måder. Vores forskerteam har forsøgt at finde ud af, hvorfor de opfører sig sådan. Selv er Ninnerne faktisk ret uenige i dette spørgsmål. Der er, og det er det mærkelige ved det, mange blandt dem, som tager afstand fra denne grusomme skik og betragter den som den største ulykke, der kan ramme Ninheden. Andre derimod elsker wojna, beretter om den eller ser på levende billeder der handler om den. De Ninner, som tager afstand fra wojna, har forskellige opfattelser af, hvordan den opstår. Mange anser det simpelt hen for at være et udbrud af sindssyge hos en større gruppe Ninner. Andre mener, at Ninnerne så at sige rummer to forskellige sjæle, en god, der elsker de andre Ninner, og en ond, som hader de andre Ninner. Andre igen mener, at wojna ganske vist ikke er rart, men desværre af og til er nødvendig. Ofte hænder det, at to grupper Ninner fører wojna mod hinanden, og begge grupper siger; "Ja, vi ønsker ikke denne wojna, men de andre tvinger os desværre dertil."

Vores forskerteam hælder til den antagelse, at Ninnernes grundlæggende problem er, at de ikke er i stand til at bringe store gruppers handlinger i samklang med hinanden. De synes i det hele taget slet ikke at have forstået, at de ikke er isolerede enkeltindivider, men er knyttet til hinanden og alle andre beboere på planeten. For at gøre Ninnerne begribeligt, hvad der menes, kan man benytte eksemplet med to Yer-beboere, som af mange Ninner kaldes okser. Spænder man to af disse okser foran et fremdrifts-middel, som nogle på Yer kalder en vogn, og den ene okse trækker mod nord, men den anden mod vest, så vil de begge to havne i nordvest, selvom egentlig ingen af dem ønskede sig derhen. Ninnerne har endnu ikke forstået, at de er knyttet til alle de andre 6 milliarder Ninner på samme måde, som de to okser foran vognen. Blot er deres handlinger meget mere komplicerede end vogntrækning, og at beregne resultatet af 5 milliarder handlinger er naturligvis vanskeligere end at beregne disse to oksers vej. Hidtil synes Ninnernes intelligens ikke at have været god nok til at gøre dette.

Her følger så vores forskerteams rapport angående wojna’ens opståen på planeten Yer.

For mange, mange planetomdrejninger siden, dengang Ninnerne endnu levede som samlere og jægere i skovene, da kendte de endnu ikke til wojna.

Dengang levede Ninnerne sammen i små grupper og strejfede omkring i skovene. En sådan gruppe bestod kun af fra tres til firs Ninner, antagelig af ti til femten såkaldte familier.

Hver gruppe havde et bestemt jagtområde, som den gennemvandrede i løbet af året, på jagt efter bær og frugter, efter svampe og rødder, efter snegle og frøer og selvfølgelig efter vildt, som de kunne jage. I et område, lad os sige en bjergdal, boede der kun ganske få af sådanne grupper, måske tre eller allerhøjst fire. Et større antal har skoven ikke føde til. Disse Ninner kendte hverken til konger eller høvdinge, domstole, politi eller fængsler, og de havde heller ingen love. Hvad skulle de med dem? Når én gjorde noget, som ikke passede de andre, kunne de sætte sig sammen omkring bålet om aftenen og tale om det. Når de ville jage gazeller, så fulgte de deres bedste jæger. Men når den tid kom, hvor man kunne indsamle honning fra de vilde bier, så fulgte man den kvinde, der havde bedst forstand på bier. Og når der opstod uenighed, så fulgte man de ældste mænds og kvinders råd, fordi de havde mest erfaring. Ninnerne holdt sammen og delte alting med hinanden, for det var den eneste måde de kunne overleve på.

Hvis en gruppe blev for stor, måtte den dele sig, og den ene halvdel finde sig nye jagtmarker et andet sted. I så fald kunne det ske, at de trængte ind på en anden gruppes domæne. Og så kunne der alligevel opstå kamp. Men en sådan kamp var hurtigt overstået. Der var måske kun tale om et større håndgemæng. Og så snart én af grupperne tog flugten, var kampen forbi.

Sådanne kampe var imidlertid undtagelsen og forekom kun, når en gruppe var nødt til at udvandre. Det skete ikke ret ofte, for hos næsten alle folkeslag havde kvinderne kendskab til bestemte urter, som hindrede dem i at få børn. Kvinderne kunne således forhindre, at gruppen blev for stor og måske blev nødt til at dele sig. Ellers var der ingen grund til at slås. På den måde havde en Ningruppe intet ønske om hele tiden at gøre deres jagtområde større og større. Et større jagtområde kunne de slet ikke drage nytte af. Ligeledes var der ingen mening i at overfalde og plyndre en nabogruppe. For der var ikke noget at plyndre. Dengang havde Ninnerne nemlig kun meget små forråd. De levede fra hånden i munden og samlede og jagede ikke mere, end hvad de hurtigt kunne spise.

For cirka 6000 planetomdrejninger siden ændrede klimaet sig i de egne, hvor Ninnerne boede. Forskellen mellem den tørre og den fugtige årstid blev større, og visse planter kunne ikke længere gro der. Således forsvandt også de dyr, der havde levet af disse planter. Men andre planter, der har en hård kerne i frøstadiet, trivedes særligt godt i dette nye klima, og Ninnerne fandt ud af, hvordan de kunne pleje og dyrke disse planter, og at man således kunne få meget mere føde på et lille område, end hvis man strejfede omkring i omegnen og samlede, hvad man fandt. Disse Ninner holdt op med at vandre omkring, og de anlagde de første byer og blev bønder. De holdt dog fast ved mange af deres vaner fra jægertiden. Hvor de tidligere gik på jagt sammen, arbejdede de nu sammen på markerne. Jorden tilhørte ingen – eller alle. Når der skulle træffes afgørelse om nogle fælles anliggender, der skulle tages stilling til, mødtes landsbyboerne og drøftede sagen. De havde ingen leder, men når et bestemt stykke arbejde skulle organiseres, eksempelvis rydningen af et nyt stykke skov, eller bygningen af et fælleshus, eller et jagttogt, så bad de en mand eller en kvinde, som havde forstand herpå, om at overtage ledelsen. Sådan havde det også været tidligere. Mændene gik stadigvæk på jagt efter det vildt, der blev stadig mindre af, og en stor del af arbejdet i markerne blev lavet af kvinderne. Men fordi den vigtigste føde kom fra markerne, havde kvinderne ofte mere at skulle have sagt end mændene.

Livet som bonde havde både fordele og ulemper. Man var blevet afhængig af sædekorn. Dengang de endnu var samlere og jægere, var det ikke så alvorligt, hvis en bestemt art plante ikke trivedes et enkelt år. Det var hundrede andre i skovene. Hvis der nu kom et tørkeår, måtte de sulte. Deres føde var ligeledes blevet mere ensidig og mindre varieret, således at de fik dårlige tænder og deres børn blev mindre. Arbejdet var hårdt og ensformigt og livet ikke længere så afvekslende og spændende som tidligere. Men der var ingen vej tilbage. Alene fordi jægere og samlere havde brug for større landområder end bønder.

Det nye bestod i, at de nu ikke længere levede fra hånden i munden. De kunne producere mere end de forbrugte. Og de kunne opbygge forråd. Så havde de lidt til de dårlige tider, en sikkerhed, hvis der skulle komme en tørkeperiode eller en oversvømmelse. Og når forrådene blev store nok, kunne de også investere noget af det i fremtiden. Når de havde oplagret nok korn, kunne de eksempelvis det følgende år tillade sig at dyrke et par marker mindre. Derefter kunne nogle i stedet grave en vandingskanal, så høsten det næstfølgende år blev endnu bedre og overskuddet endnu større. Så kunne de enten gøre sig det mere behageligt eller igen investere overskuddet i noget andet. Når der ikke var brug for alle i markerne, kunne én specialisere sig i smedearbejde og en anden i pottemageri og så videre, og videreudvikle disse håndværk, hvilket igen senere lettere arbejdet for alle. På samme måde gav det også mulighed for, at nogle kunne specialisere sig i at helbrede folk, dyrke guder eller lave sange. Det forøgede ganske vist ikke overskuddet, men gjorde livet behageligere og mere indholdsrigt for alle. Således holdt fremskridtet langsomt og sikkert sit indtog, smykker blev fremstillet, billeder blev malet og statuer blev udhugget, sange blev komponeret og fortællinger digtet, tøjet blev smukkere og dansene mere opfindsomme. Det var et fredfyldt liv.

I andre egne fulgte jægerne efter flokkene af hovdyr. Gazeller, hjorte, får og geder græssede om vinteren i lavlandet og om sommeren i højlandet. Jægerne fulgte efter dem på deres vandringer. I lavlandet fandt de dadler, i nødsfald agern, mandler og pistacier, og i højlandet æbler og pærer. Vilde kornarter modnedes i forskellige højder på de forskellige årstider. Jo bedre jægere Ninnerne blev, desto mere bevidst kunne de udvælge sig deres byttedyr. Hvis de fortrinsvist nedlagde unge bukke og væddere, og skånede hundyrene, kunne dyreflokkene bedre formere sig. Jægerne nedlagde bjørne, ulve og ræve, så de ikke forvoldte skade på flokkene. De drev dyreflokkene hen i egne, hvor de bedre kunne beskytte dem. Får og geder var mindre sky end gazeller og hjorte, og vænnede sig hurtigere til hele tiden at have Ninner i nærheden. Altså fulgte jægerne hellere efter disse. Og jægerne blev til hyrder. Livet som hyrde havde endnu mange ligheder med det tidligere liv som jæger. De flyttede stadig omkring på græsgangene følgende årstiderne, og jagede selvsagt også dyr, der ikke lod sig tæmme. Da jagt mere og mere var blevet noget mænd foretog sig, anså mændene flokkene som deres ejendom, og sådan havde blandt hyrderne de mandlige Ninner mere at skulle have sagt end kvinderne.

Hyrder og bønder stødte selvklart snart på hinanden. Begge grupper havde noget, som den anden kunne bruge. Hyrderne kunne få korn og brød af bønderne, og potter af ler og andre ting. Bønderne fik til gengæld kød, skind og vildtvoksende frugter og nødder.

Men så en dag opdagede en hyrdehøvding, der også var en dygtig jæger, at man bare kunne tage, hvad man ville fra bønderne, uden at give dem noget til gengæld. Bønderne, der ikke længere var vant til at gå på jagt, var ikke gode til at slås. Men hyrdernes liv lå endnu ret tæt op ad det gamle liv som jæger. For dem var bønderne bare en ny slags vildt. Og således fik de for vane, med jævne mellemrum at overfalde og plyndre bønderne. Ikke fordi de pludselig var blevet onde Ninner. De holdt bare fast ved deres sædvanlige måde at skaffe føde på og brugte den blot på en ny slags vildt: bonden med sit kvæg og kornlagre. Over for hinanden var de stadig venlige og hjælpsomme, som fra arilds tid, delte byttet med hinanden, ordnede deres anliggender i fællesskab og var gode mod deres børn. De var jægere, ikke krigere, og alligevel bragte de wojna’en til verdenen.

Men hvordan kunne de atter og atter overfalde og plyndre bøndernes landsby? Fordi bønderne nu engang kunne producere mere føde, end de selv ubetinget havde brug for. Hvis jægerne ikke tømte laderne helt, hvis de ikke tog alle får og svin, hvis de ikke satte markerne i brand, så kunne bønderne på en eller anden måde klare sig indtil den næste høst. Og så var der igen noget, som jægerne kunne røve. Med tiden indgik jægerne tilmed aftaler med bønderne: hvis bønderne frivilligt gav dem korn og kød, man kaldte det »tribut«, så ville de ikke længere overfalde dem, men i stedet oven i købet beskytte dem. På denne måde blev jægerne til herskere og krigere, og bønderne blev hoveriarbejdere. Og nu skete der noget ejendommeligt: Selvom herskeren og krigeren jo ikke arbejdede, og desuden satte en ret stor del af det som bønderne producerede til livs, havde fællesskabet totalt set et større overskud end bønderne, dengang de endnu var frie. Bønderne fik nu en mindre andel af det de producerede, men producerede mere end tidligere. Tidligere, da de frit kunne disponere over deres tid, havde de naturligvis ikke gjort sig så megen umage, som en Nin kan gøre sig, og havde ikke slået sig til tåls med det allernødvendigste, som en Nin havde brug for. Hvilken fri Nin, ved sine fulde fem, ville gøre dette? Men netop dette blev de nu tvunget til af deres herskere: de måtte yde deres bedste, og måtte slå sig til tåls med det allernødvendigste.

Og fordi disse kriger- og bondesamfund producerede et større overskud end alle andre samfund, kunne der anlægges flere vandingskanaler, smedes mere værktøj og gøres flere opfindelser end andetsteds. Der kunne laves flere våben og bygges bedre fæstningsanlæg, og der kunne også bygges flere templer og brødfødes flere præster end andetsteds. Kort sagt: et sådant samfund var alle andre overlegen, det kunne hurtigere vokse sig større, og kunne undertvinge andre samfund og påtvinge dem den samme levevis.

De tidligere jægerstammer havde aldrig haft et ønske om at udvide deres jagtområde. De havde jo knapt nok kunne udnytte det fuldt ud. Bønderne havde heller ikke haft et ønske om at forøge deres jorder. De havde jo slet ikke kunnet dyrke dem. Men den nye hersker ønskede at betvinge stadig flere landsbyer. For jo flere landsbyer de herskede over, desto mere fik de i tribut. Og jo mere de fik i tribut, desto mere kunne de bruge på forbedringer, der yderligere kunne forstærke deres greb om magten. Snart opstod der jo også andre steder kriger- og bondesamfund, som de måtte være på vagt overfor. Og således blev krigen et fast inventar, endog til en vane.

Den triste kendsgerning var altså denne: De frie Ninner brugte den tid, som de fik tilovers efter arbejdet på ting, som gjorde livet smukkere: på at spille musik og danse, på at fortælle historier, på at lave smykker, på at skabe smukke klæder eller på at dekorere deres kroppe.

Hvor Ninnerne blev styret af krigere, var de tvunget til at producere så megen føde som overhovedet muligt, så andre til gengæld kunne udvinde metaller og fremstille våben, bygge beskyttelsesvolde og borge, udelukkende ting, som egentlig kun bragte Ninnerne sorg og smerte. Men ejendommeligt nok var der i krigerlandene også smukkere klæder, finere smykker, flottere statuer og også bedre musik. Hvordan kunne det lade sig gøre? Fordi alle disse smukke ting jo kun var lavet til herskerne. De hentede de bedste kunstnere til deres paladser, gav dem god mad, smukke huse og klæder, så de kunne bruge al deres tid på at forbedre deres kunstarter. Der var ingen kunst til den almindelige Nin.

Blandt de frie Ninner var der i hver landsby musikere og smykkemagere, men de var samtidig også bønder og havde ikke så megen tid tilovers til at forfine deres kunst.

Et krigerfolk var altså for det meste rigere end et folk af frie Ninner kunne blive. Men udelukkende fordi de fleste Ninner hos disse folk levede i fattigdom og uvidenhed, og kun herskeren og hans krigere havde glæde af rigdommene. Men netop derfor var krigerne stærkere end de frie Ninner, og kunne betvinge dem.

Således blev Yer til en kampplads med røverier og gensidig undertrykkelse.

Det var ikke den levevis, som gav flest mulige Ninner mest mulig glæde, der blev den fremherskende, men den levevis, der gav det største overskud og gjorde det muligt at gøre de hurtigste fremskridt.

Hvad det førte til, skal ganske kort beskrives med et eksempel fra et område, der blev kaldt Romerriget.

Krigsherrerne forstod snart, at de kunne blive endnu rigere, hvis de gjorde de besejrede fjender til slaver. En slave havde overhovedet ingen rettigheder, han måtte slide som et æsel og blev ofte behandlet værre end et dyr. Ganske vist arbejdede en slave kun, hvis han var tvunget til det. Og ganske vist levede en slave, der ikke engang blev behandlet lige så godt som et dyr, ikke ret længe. Men det betyder jo ingenting, når man bare kan starte en ny krig og skaffe sig nye slaver. I Rom kom det snart så vidt, at ingen frie romere længere ønskede at arbejde. Arbejde var noget kun slaver gjorde. Romerriget startede hele tiden krige, for at skaffe sig flere og flere slaver, der så gjorde hele arbejdet og måtte forsørge imperiet. De frie romere var alle enten soldater eller ledige dagdrivere, på nær de få der var i kejserens tjeneste eller var jord- og slaveejere. Romerriget lå altid i krig og ekspanderede hele tiden. Det dominerede verden. Men til sidst brød det sammen. Det var blevet så stort, at der ikke var nok romerske soldater til at forsvare grænserne og samtidig bevogte de mange slaver rundt om i riget. Det nåede det punkt, hvor krig ikke længere gjorde riget stærkere, men tværtimod gjorde det så svagt, at det til sidst gik til grunde.

Andre riger er kommet til i stedet for, og andre samfundsformer er opstået. Men en ting ligger fast: Det var ikke de samfundsformer, der var mest behagelige for Ninnerne, der vandt indpas, men dem der gav det største overskud. Fremdeles kunne de enkelte riger eller stater, der opnåede de største overskud, undertvinge de andre og påtvinge dem deres livsform. Det har ikke ændret sig, og derfor er wojna’en lige op til i dag ikke forsvundet ud af Ninnernes liv. Op til i dag har de anvendt den største del af deres overskud til at fremstille nye og bedre våben. I dag har de våben, med hvilke de kan udslette alt liv på deres planet. Derfor er Ninnerne blevet en fare for alle andre på planeten Yer.

Først når Ninnerne forstår, at wojna og undertrykkelse kun skaber en tilsyneladende rigdom, kan de finde frem til en ny måde at leve sammen på. Men de må også forstå, at ægte rigdom ikke består i at få flest mulige ting, med hvilke man igen kan producere flest mulige ting og så videre. Den ægte rigdom kan for beboerne på denne planet vel også kun bestå i, at flest mulige Ninner får mest mulig tid til at skabe musik, at danse, at sludre med hinanden, at lege, at digte, at male, at fortælle historier, at dyrke sport, med andre ord at forskønne tilværelsen. Ellers kan det hænde, at wojna’en lægger hele deres planet i ruiner, ligesom den i sin tid ødelagde det romerske verdensrige.

I hvert tilfælde er det helt og aldeles udelukket – sådan ser det i alt fald ud for vores forskerteam – at optage Ninnerne i De Forenede Solsystemers fællesskab, så længe de ikke har forstået de mest elementære grundregler for at leve mange sammen.

   
 

This site has content self published by registered users. If you notice anything that looks like spam or abuse, please contact the author.