De to Fanger

Please share if you want to help to promote peace!

Engang hvor hr. Balaban sad sammen med nogle af sine venner, sagde en af dem: "Vi er jo alle nogle fattige stakler. Vi burde danne en forening, så vi kan hjælpe hinanden."

"Forskån mig for foreninger", sagde en anden. "Hvis enhver blot sørger for, at det går ham selv godt, så vil det også gå de andre godt."

Vennerne diskuterede så lidt frem og tilbage, om det var rigtigt, hvad den sidste havde sagt. Derefter spurgte de hr. Balaban om hans mening.

"Undertiden er det rigtig nok, tror jeg. Hvis to mænd går ind i en nøddelund for at samle nødder, og de er lige gode til det, så er det vel bedst, hvis hver af dem samler til sig selv. For hvis hver af dem samler til den anden, så ville begge måske tænke: ‘Nej, hvorfor skulle jeg slide sådan i det. Hvor megen umage jeg end gør mig, får jeg jo alligevel kun de nødder, som min makker har samlet.’ Og således vil begge måske gøre sig mindre umage, end hvis hver af dem havde samlet til sig selv, og de vil begge få færre nødder. Men ofte er menneskers skæbner så tæt forbundet med hinanden, at hver især søger at opnå en fordel og derved forringer chancerne for alle."

"Hvordan kan det dog være?" spurgte vennerne.

Da bad hr. Balaban dem løse følgende gåde:

"I Samarkand fangede man engang to tyve, der havde stjålet en gås. Timur Lenk spærrede dem inde i hver deres celle, så de ikke kunne tale med hinanden. Derefter gik han ind til den ene af dem og sagde: ‘Hør her, I har stjålet en gås, for det tildeles I 20 stokkeslag. Det er ikke behageligt, men man overlever det. Nu er jeg imidlertid helt sikker på, at I ikke kun har stjålet denne gås, men også to sølvfade fra mit palads. For det kan jeg lade jer henrette. Der er blot én hage ved det for mig: Jeg ville ikke få mine sølvfad tilbage igen. Jeg kunne lægge jer på pinebænken og fremtvinge en tilståelse, men jeg har tænkt mig at gøre noget andet. Hør nu godt efter: Hvis du tilstår tyveriet af fadene og fortæller, hvor I har gemt dem, lader jeg kun din medskyldige henrette, og vil lade dig gå. Ganske vist vil jeg stille ham overfor det samme valg. Hvis han tilstår, og du ikke gør det, så lader jeg ham gå, og du bliver henrettet. Der kan naturligvis også ske det, at I begge to tilstår. I så fald kan jeg naturligvis ikke lade nogen af jer gå. Men jeg ville så vise mig nådig og blot lade den højre hånd hugge af på jer begge.’

‘Og hvad hvis ingen af os tilstår?’, spurgte fangen, som i øvrigt ganske rigtigt også havde stjålet fadene sammen med sin medskyldige.

‘Nuvel’, sagde Timur, ‘så ville det blive ved de 20 stokkeslag for den stjålne gås.’

"Hvad synes I", spurgte hr. Balaban sine venner, "at fangerne skulle gøre?"

"Og de har ingen mulighed for at komme til at tale sammen?"

"Nej", sagde hr. Balaban, "Timur havde sørget for, at de på ingen måde kunne komme til at tale sammen."

"Han skal lade være med at sige noget og stole på, at hans kammerat heller ikke siger noget", var der en der foreslog.

"Hvordan kan han tillade sig at stole på det", sagde en anden. "Det er da helt sikkert, at hans kammerat vil tilstå."

"Hvorfor det?"

"Fordi det under alle omstændigheder vil være en fordel for kammeraten at tilstå. Hør her, lad os kalde dem Ahmed og Bülent. Altså: Hvis Ahmed tilstår, er det en fordel for Bülent også at tilstå, ellers bliver han henrettet. Hvis Ahmed ikke tilstår, er det også en fordel for Bülent at tilstå, for så bliver han løsladt. Altså ved Ahmed, at Bülent vil tilstå. Derfor vil også Ahmed tilstå, for ellers bliver han henrettet. Og skulle der ske det, at Bülent ikke tilstår, så meget desto bedre for Ahmed, for så bliver han løsladt."

"Ja, men resultatet bliver så, at de begge får hugget hånden af. Se det i lyset af, at de jo begge kunne være sluppet fra det med 20 stokkeslag."

På denne måde forløb diskussionen i flere timer, uden at de kunne komme til et andet resultat.

"Og det var netop det, jeg ville frem til", sagde hr. Balaban. "Idet de hver især søger at opnå en fordel, forringer de chancerne for begge."

"Men hvad mener du ellers de kunne have gjort?"

"De skulle have talt sammen og lovet hinanden ikke at sige noget", sagde hr. Balaban.

"Men du sagde jo, at de ikke kunne komme til at tale med hinanden!"

"De kunne have bestukket en af vagterne til at løbe frem og tilbage med små sedler eller meddelelser. For min skyld kunne de have bundet en seddel fast i halen på en mus eller fået en dresseret papegøje til at flyve frem og tilbage mellem cellerne. De skulle have forsøgt alt muligt, for at komme i forbindelse med hinanden, for hvis mennesker ikke er i stand til at tale med hinanden, vil det blive ved med at være sådan, at de søger at opnå en egen fordel og derved forringer chancerne for alle."

Author's comments