Martin Auer: Den besynderlige Krig, Historier om Krig og Fred

   
 

Arobanai

Please share if you want to help to promote peace!

på dansk ved Henrik Grøn

This translation has not yet been reviewed

En Drømmer
Den blå Dreng
Gulerodsplaneten
Angst
Mere om angst
De mærkelige Mennesker på planeten Hortus
De to Slagsbrødre
Mand mod Mand
Krigen på Mars
Slaven
Den besynderlige Krig
Arobanai
Stjerneslange
Stilstand
De to Fanger
Rapport til De forenede Solsystemers Parlament
Åbent Brev
Bomben
Forord
Author's comments
Download (All stories in one printer friendly file)
Hvorfor er der Krig i Verden?
Guestbook
About the Translator
About the Author
Mail for Martin Auer
Licence
Creative Commons licence agreement

Arobanais hoved kom til syne over flodens vandoverflade. Derinde lå Apa Lelo i eftermiddags-solen. I det fjerne hørtes torden, men regnen ville først komme senere. Der var tid nok til at rejse hytterne. I den græsklædte lysning legede børnene allerede, og bylter lå spredt rundt om i græsset. Mændene, som allerede var ankommet, havde lagt dem der, hvor de senere ville have deres hytter, og var så straks gået på jagt. Kvinderne og børnene havde givet sig bedre tid på vandringen, fordi de ville samle svampe og rødder undervejs. Arobanai skrubbede sit legeme rent i vandet. Det var dejligt at betræde en ny lejr ren og frisk, at få vasket støvet og sveden fra vandringen og de tidligere lejre af sig. En ny boplads var altid en ny begyndelse, fuld af nye muligheder og chancer. Hun rystede vandet ud af sit korte, krusede hår og bevægede sig igen op på flodbredden. Der løftede hun sin bylt højt over hovedet og bar den over floden til den anden bred. Hun vidste, at når hun således hævede armene, struttede hendes faste bryster endnu mere angrebslystent, og vandet fra floden fik hendes krop til at skinne og fremhævede hendes smukke former endnu mere. Derovre kom de første unge mænd allerede ud af skoven med deres jagtbytte.

Apa Lelo var den bedste boplads af dem Arobanai kendte til. Lelo-floden formede her en løkke, så bopladsen næsten lå på en ø. Midt på øen stod træerne med god afstand til hinanden og dannede en naturlig lysning, men højt oppe stødte deres kroner næsten mod hinanden, således at pladsen var lys, men aldrig lå badet i fuld sollys. Omtrent midt på øen delte en gruppe træer pladsen i to næsten lige store dele. Børnene havde allerede taget deres legeplads under træerne på bredden i besiddelse, et stykke fra det sted hvor hytterne skulle stå, men dog i tryg nærhed.

Arobanai ledte efter sin fars, Ekiangas, bylt. Hendes mor var endnu ikke kommet, og derfor snørede hun først bladbundtet op, i hvilket hun havde transporteret et glødende træstykke. Hun lagde et par tørre grene på det, pustede til gløderne, og ilden blussede op og rakte ud efter grenene.

Lidt efter lidt kom der flere og flere mennesker. Nogle af mændene kom med kød og brød igen op, for at hente grene og blade. Kvinderne tændte bål og begyndte at lave mad. Næsten alle havde samlet svampe og rødder – slæbende rundt med børn i favnen - og heraf blev der i græskarskålene nu kogt en sovs, hvori kødstykkerne blev anbragt.

Når mændene kom med grene og store bundter med de store blade fra mongongo-træet, begyndte kvinderne at bygge hytter. De bankede grenene ned i jorden så de dannede en cirkel, og bandt med lianer enderne sammen til en kuppel. Til denne grundplan flettedes tyndere kviste, og til dette fletværk blev de store hjerteformede blade fastgjort. Hele tiden kom der folk vandrende, som var brudt op senere eller havde gjort ophold på vejen for at lede efter et eller andet lækkert, og de kvinder, som allerede var i gang med at bygge deres hytter, lo og råbte til dem at de ville blive våde, for regnskyerne kom nærmere og nærmere.

Men mændene, der havde sørget for byggemateriale til deres kvinder, løb igen ind i skoven og huggede træ og blade til de nyankomne. Slægtninge og venner byggede deres hytter i nærheden af hinanden. Familier, som ikke var på talefod med hinanden, slog sig ned i hver deres ende af bopladsen, og hvis det ikke var muligt, placerede de deres hytter således, at indgangene vendte bort fra hinanden.

Tordenskyerne gjorde, at det blev tidligt mørkt, bålene blev flyttet ind i hytterne, og igen og igen måtte et blads placering korrigeres, fordi en mindre vandstråle fandt vej ind i hytten. Men regnen holdt hurtigt op, og snart blussede bålene igen foran hytterne, kvinderne lavede de sidste forbedringer på hytterne, og mændene bevægede sig atter ind i skoven med pil og bue, for måske at få ram på endnu en fugl eller en abe, før det blev for mørkt. Damp steg op fra hytterne, og et blåligt røgslør lagde sig over bopladsen, som med ét blev farvet orange og gylden og rød, idet skyerne spredtes og en sidste hurtig solstråle oplyste himlen.

Arobanai lå på ryggen i sine forældres hytte og holdt sin lillebror fast med den ene arm, medens hun med fødderne løftede den leende bror op i luften. I hytterne rundt omkring kunne man høre familiernes søvnige snakken, og af og til kom en ikke indbudt tilhører med en saftig kommentar, der fremkaldte et latterudbrud.

En af nabohytterne var Kenges, en ugift ung jæger. Inde hos ham var en stor del af de unge mænd forsamlet. Arobanai kunne høre, hvordan de fortalte hinanden om, hvilke dyr de kunne jage fra denne boplads, og hvilke piger de ville kissemisse med. Da hun hørte Kelemoke nævne hendes navn, råbte hun højt: "Du har alt for skæve ben. Bliv nu først en rigtig jæger, lille skat!" Tordnende latter svarede hende, de unge knægte derovre slog sig for brystet og på lårene og væltede sig rundt, helt opløst af grin. Kelemoke var en af de dygtigste løbere og havde trods alt allerede ene mand nedlagt en bøffel.

Ekianga sagde højt, uden at råbe, men så det kunne høres i de nærmeste fem hytter: "Alt den tåbelige råben er jo lige til at få ondt i hovedet af. Kan vi så snart få ro til at sove!"

Det fik i det mindste knægtene ved siden af til at gå over til at hviske, og kun af og til hørte man dem fnise og le. Arobanai smilte for sig selv. Dette bopladsophold ville blive godt, det kunne hun mærke. Her ville hun få det sjovt.

Men om morgenen var alle ramt af sorg. Arobanai blev vækket af et langt frygteligt skrig, et grufuldt klagende skrig fra et væsen, der befandt sig i total mørke. Alle kom farende ud af deres hytter. Balekimito, en af Arobanais fars, Ekiangas, tanter, Amabosus og Manyalibos mor, var døende. Den af alle respekterede gamle kvinde og bedstemoder til adskillige, havde allerede været syg før opbruddet fra den tidligere boplads. Hendes sønner Amabosu og Manyalibo ville ikke efterlade hende, hun skulle blive hos dem, indtil hun fik det bedre, men jagten havde ikke været god ved den gamle boplads, og Balekimito havde holdt fast ved at ville flytte med. Men vandringen havde svækket hende, og nu var hun døende og ville snart være død for altid. Hendes hytte var fyldt med hendes slægtninge, hendes sønner løb tårevædede frem og tilbage, hendes datter forsøgte at trøste sine brødre, men brød igen og igen ud i tårer ved den gamles leje. Kun Balekimito selv var rolig midt iblandt den sukkende, grædende flok. Hun greb sine sønners hænder og trak sin datter ned til sig og hviskede: "Jeg har mine børn hos mig. Jeg er ikke alene på mit dødsleje. Det er godt."

Med sine endnu vågne øjne så hun sig omkring i hytten og fik øje på sin grandniece Arobanai. Med en hånd, gennemsigtig som et tyndt blad, vinkede hun hende hen til sig. "Du er blevet køn", hviskede hun. "Har du allerede fundet dig en kæreste?" Hun lo lidt og tog et fast greb om Arobanais håndled. Arobanai faldt stiv af skræk på knæ ved den gamles leje. Balekimito faldt i søvn, men hendes greb løsnedes ikke. Pigen blev siddende på hug. Mændene og kvinderne bremsede hendes klageskrig, for ikke at forstyrre den gamle kvindes søvn. Da solen stod højt over bopladsen, holdt Balekimito op med at trække vejret.

Nu var der ikke længere nogen grund til at lægge bånd på sig selv. Asofalinda havde pludselig et bastreb i hænderne og lagde en løkke om sin hals. Det krævede tre mænd at forhindre hende i at gøre en ulykke på sig selv. Børn vrimlede ind og ud af hytten, kastede sig ned på jorden og slog løs på den i fortvivlet vrede. Den ældgamle Tungana og hans kone Bonyo lå på knæ foran deres hytte og tårene løb ned af deres indtørrede kinder. Arobanai knælede endnu forstenet midt i gråden og klageråbene, og gråden og klageråbene ville ingen ende tage, for Balekimito ville aldrig mere vågne. Hun var død, ikke blot for en stund, men død for evigt, og ville altid ligge sådan og gribe om hendes håndled.

Først da Arobanais mor Kamaikan kom til og blidt bøjede den dødes fingre, kunne også Arobanai bryde ud i tårer, kaste sig på jorden og få afløb for sin sorg og forskrækkelse.

Først om aftenen faldt der langsomt ro over bopladsen. Udmattet af sorg lå eller knælede alle foran eller i deres hytter. Så stillede den gamle Moke sig op midt på bopladsen og begyndte ganske sagte at tale. Alle rykkede nærmere, for at lytte til ham, og han sagde med sin rolige, melodiske stemme: "Det går ikke, at alle bare sidder og er triste. Ilden går ud og ingen laver mad. I morgen vil alle være sultne og udkørte og for trætte til at gå på jagt. Hende, der var os alle en god moder, fik en god død. Alle burde være glade for, at hun levede så længe, og at hun fik så god en død."

Alle nikkede bifaldende.

Manyalibo sagde: "Ja, det er rigtigt. Alle burde være glade. Denne jamren fører ingen steder hen, den må høre op. Vi burde arrangere en fest. Vi burde påkalde molimo’en og holde en fest til dens ære."

Og Njobo, den dygtige jæger, der havde dræbt en elefant ene mand, sagde: "Ja, hendes død er en stor begivenhed, og vi burde holde en stor fest. Vi burde feste en hel eller to fuldmåner, ja måske tre!"

Den næste dag gik to unge mænd fra hytte til hytte med en lian-lasso. De kastede løkken ind i hytten og ventede. Hyttens beboere lagde et par bananer, nogle rødder eller måske et stykke tørret kød i løkken. De unge mænd lod som om de fik gaven og måtte kæmpe om den, og gik derefter videre til den næste hytte. Midt på bopladsen hang der allerede en godt fyldt kurv på en pæl ved siden af molimo-bålet.

I løbet af dagen var de unge mænd meget hemmelig-hedsfulde på grund af molimo’en. Kvinder måtte ikke få molimo’en at se. De unge mænd hævdede, at molimo’en var farlig, Det store Dyr fra Skoven, og at kun mænd kunne klare ham. Arobanai, der sammen med sine veninder var i færd med at skrælle det inderste af noget træbark, for at lave bast af det, blev irriteret på drengene, men en tante greb blot roligt fat i hendes arm, lo lidt og rystede på hovedet. Om aftenen, efter spisetid, forsvandt kvinderne hurtigt ind i deres hytter sammen med børnene. De gamle mænd, jægerne og de unge mænd samledes rundt om bålet og begyndte at synge.

Arobanai legede med sin lillebror. Udenfor sang mændene. Da Arobanai ville lægge sig til at sove, gav Kamaikan hende et lille puf. I skæret fra de glødende træstykker kunne Arobanai se, at hendes mor lo og med en hovedbevægelse pegede på det, der foregik udenfor. Hun lyttede. Mændene sang, og sagte, for at de ikke skulle høre det, nynnede Kamaikan:

"Rundt om os er mørket, det store mørke.
Mørket er rundt om os, det store, sorte mørke.
Men når der findes mørke,
Så er mørket godt.
Mørket er rundt om os, det store, sorte mørke,
Men når der findes mørke,
og mørket tilhører skoven,
så er mørket godt."

Hver aften sang mændene molimo'ens sange. Og kvinderne trak sig tilbage til deres hytter og lod som om det alt sammen ikke kom dem ved. Når mændene sang, svarede Det store Dyr fra Skoven dem. Det råbte med bøflens stemme, med antilopens stemme, med elefantens stemme. Det råbte med fuglestemme og med leopard- og abestemme. Og så sang og nynnede det igen de sange mændene omkring bålet sang, mændene sang og Det store Dyr fra Skoven svarede. Dets sang lød snart tæt ved, snart langt væk, snart fra nord og snart fra syd.

Undertiden sang mændene lige til den tidlige morgen. Alle mændene skulle være med, alle mændene måtte tilbringe natten med at synge og spise, spise og synge. Hvis én faldt i søvn, fortælles det, ville Det store Dyr fra Skoven æde ham.

"De kan godt holde op med deres snak!" sagde Akidinimba gnavent, da hun sammen med Arobanai og nogle andre piger var ude og samle bær. "Jeg ved nok, hvad det er. Det er et stort rør, et bambusrør, som de puster og råber og synger i. I går var det Ausu, der løb omkring i skoven med røret."

"Han har en smuk stemme!" sagde Arobanai.

"Det taler man ikke om!" sagde Kidaya. "Kvinder taler ikke derom!"

Men om natten, mens mændene sang, lo Kamaikan og nynnede med på sangene, og tante Asofalinda fortalte: "Engang før i tiden, lyttede molimo’en til kvinderne. Kvinderne sang sangene og løb rundt i skoven sammen med molimo’en. Skoven er god mod os og passer på sine børn. Derfor synger vi sange, for at gøre skoven glad. Men undertiden sover skoven, og så kan der ske slemme ting. Så vækker vi skoven, så henter vi molimo’en, for at skoven kan vågne og ikke forglemmer sine børn i drømme."

"Og hvorfor løber nu mændene med molimo’en?"

"Åh, mænd. De ved altid bedre besked om alting. De siger, at de er de dygtige jægere, der ved, hvordan man får bugt med skovens dyr."

Og Kamaikan smilte gådefuldt og sagde, at Arobanai skulle vente og se.

molimo’ens femte nat kom Kelemoke ind til hende i hytten. Arobanai blev meget forbløffet. "Hvis du ikke synger med mændene, vil Det store Dyr fra Skoven æde dig!" sagde hun og prikkede ham med en finger i siden.

Kelemoke lo sagte. "Hvorfor skulle det dog æde mig? Din mor og tante sover, din far synger, hvilket bedre tidspunkt kan der være til kærlighed? Hvorfor skulle Dyret fra Skoven dog æde mig, når vi blot gør det, som alle gør?"

Hver anden eller tredje nat fandt Kelemoke en anledning til at snige sig bort fra kumamolimo’en. Arobanai listede sig ud af hytten og de mødtes for det meste på bopi’en, børnenes legeplads. Der fnisede og hviskede de med hinanden og legede kærlighedsleg. Det var spændende, netop fordi det var forbudt. En dreng og en pige fra den samme jagtgruppe kunne ikke gifte sig med hinanden. Arobanai vidste allerede, hvem hun ville giftes med, Tumba, en dreng, der jagede med Abiras og Motus gruppe. Men hvorfor kunne hun ikke indtil da fornøje sig med Kelemoke, den bedste jæger blandt de unge mænd, der for længst kunne have haft en kone, hvis han ikke måtte vente, indtil en af hans nære kvindelige slægtninge også blev giftefærdig og, når en pige fra en anden gruppe blev hans, ville blive gift med en mand fra denne piges gruppe. Hvis ikke jægerne ville bytte "søstre", kunne det ske, at en gruppe pludselig stod uden kvinder. Ingen pige ville sige nej til Kelemoke, men hun, Arobanai, var den smukkeste, derfor havde han valgt hende. Ingen havde så flotte bryster som hende og så smækre ben og så rund en bagdel. Når blot månen ville velsigne hende med blodet, så var det tid til at blive gift.

Den næste dag opstod der ophidsede diskussioner og skælden og smælden. Sefu var arriveret, urostifteren. Det var jo ikke, fordi man ikke kunne lide ham, det fiffige vittige hoved. Men hvorfor i alverden havde han opslået sin boplads i halvtreds skridts afstand fra den store boplads? Fem familier var de, som han så sig selv som overhoved for. Hvordan vil fem familier kunne organisere en jagt? "Det vil gå ligesom sidste gang", sagde Asofalinda, Ekiangas søster: "Når han får brug for noget, så hører han til vores boplads, og når han har noget, så er han ‘blot tilfældigvis i nabolaget'". Hun efterabede Sefus’ klynkende måde at tale på. Da latteren var stilnet af, sagde Masisi, der var i familie med Sefu: "Det er godt at have flere jægere og flere net". "Ja, og flere ædedolke!" sagde Asofalinda.

Asofalinda skulle få ret. Sefu gav kun sjældent noget til kumamolimo-kurven, der skulle fyldes hver dag. "Det er ikke min molimo", sagde han om dagen. Men når han havde givet noget, eller snarere, når én fra hans boplads havde givet noget, så kom Sefu og tog for sig af retterne. Når han havde spist sig mæt, sang han lidt og benyttede sig af den først mulige lejlighed til igen at fortrække til sin hytte. "Hvis han ikke tager sig sammen", truede de unge mænd, "vil vi opsøge ham i hans hytte, og hvis vi finder ham sovende, vil vi nagle ham til jorden med vores spyd og så, når han er død for altid, begrave ham under molimo-bålet. Til hans kone vil vi sige, at Dyret fra Skoven har ædt ham, og herefter vil ingen mere tale om ham!"

Men det blev naturligvis kun ved truslerne, og Sefu sagde: "Hvorfor må jeg ikke sove, når jeg er træt? Ingen vil være så hjerteløs at hindre et træt menneske i at sove. Desuden er jeres molimo ikke min molimo. Jeg kommer her blot af venskab, for at ære molimo’en, og man truer mig med spyd!"

Ganske vist blev han ofte om morgenen dadlet af molimo’en. For morgenen var det tidspunkt, hvor molimo’en besøgte bopladsen. Tæt omsluttet af unge mænd, så man ikke kunne se ham, kom molimo’en. De unge mænd løb larmende rundt med ham mellem hytterne, og de der dagen før på en eller anden måde havde gjort noget forkert, fik kærligheden at føle. De unge mænd slog med deres spyd på hytternes tage og ruskede i væggene. Sefus hytte måtte ofte holde for, men også ægtepar der havde skændtes højlydt, jægere som ofte var udeblevet fra jagten, piger der alt for åbenlyst havde flirtet med unge mænd, de var i familie med, blev irettesat på denne facon. Molimo’en gjorde ingen forskel, de der blev irettesat af ham, måtte finde sig i det.

Dagene i Apa Lelo var fornøjelige dage. Arobanai var ofte med på jagt. For det meste blev det allerede aftalt om aftenen, hvor jagten skulle foregå den følgende morgen. De voksne og unge mænd fortalte om de spor, de havde fundet, og afvejede udsigten til at finde vildt de forskellige steder op mod hinanden. Kvinderne gav ligeledes deres mening til kende, frem for alt med henblik på skovens frugter, som de ville samle før og efter jagten. De første unge mænd brød allerede op kort efter solnedgang med deres net og spyd og et glødende stykke brænde, for at tænde jagtilden. Ilden var skovens største gave, og man måtte give ilden tilbage til skoven. Således blev skoven venligt stemt og ville skænke sine børn et godt jagtudbytte. Når jagtilden var tændt, kom også de andre jægere, og også kvinder og børn kom ind i skoven på jagt efter svampe og bær og fulgte bestemte lianer, indtil de fandt deres rødder, som var søde og velsmagende.

En morgen, hvor jægerne var forsamlede, var Sefu der ikke. Han var vel brudt op fra bopladsen, men var ikke kommet forbi jagtilden. Folk rystede på hovedet, og nogle mente, at Sefu måske havde tændt sin egen jagtild. Nej, råbte alle de andre, ikke engang Sefu kunne finde på noget sådant. Da man kom til det sted, hvor man først ville udspænde nettene, var Sefu der allerede, havde tændt ild og spiste ristede skovbananer. Ekianga og et par andre mænd foretog en lille rekognoscerings-tur og kom efterfølgende med anvisninger på, i hvilken retning nettene skulle udspændes. Kvinderne tog deres bylter og gik i forvejen med børnene. Alle holdt op med at snakke og sludre og næsten lydløst bevægede de sig gennem skoven. Også mændene sprang af sted, og enhver vidste nøjagtigt, hvor han skulle udspænde sit mere end hundrede store skridt lange net, så de til sidst dannede en stor halvcirkel. Da Ekianga, ved at efterligne kudufuglens skrig, gav signalet, styrtede kvinderne og børnene i en lang kæde skrigende og hujende gennem skoven. Arobanai opskræmte en sondu. Antilopen sprang forskrækket frem fra et krat. "Den går i Kelemokes net", råbte hun glad til Kidaya, der løb ved siden af hende.

Da de nåede frem til jægerne, var Kelemoke allerede i færd med at partere antilopen. Hans mor fyldte sin kurv med de bedste stykker. Rundt om dem stimlede de andre kvinder sammen: "Min mand har lånt dig sit spyd!" - "Vi har foræret dine søstre noget lever, da de var sultne og jeres far ikke var hjemme!" - "Min og din far har altid gået på jagt sammen!" råbte de. Kelemoke nød sin rolle og uddelte med store armbevægelser kødet til kvinderne, uden at bekymre sig om deres bønner. Han vidste på forhånd, hvem der skulle have noget.

Sefu kom til og jamrede, at han ikke havde haft nogen jagtlykke. Men ingen gav ham noget. Han henvendte sig så til kvinderne: "I genner med vilje ikke vildtet hen til mit net. Hvorfor jager I det ikke også hen til mig?"

"Hov, du har dine egne kvindfolk, brok dig til dem!"

"Åh dem, de er nogle dovne fæhoveder."

Kvinderne lo bare ad ham og trak på skuldrene.

Kelemoke havde givet Arobanais mor et særligt godt stykke fra dyrets kølle. Arobanai gik nu allerede med kurven fyldt med kød og nødder tilbage til bopladsen. Hun ville vende tilbage, når jægerne udspændte nettene for tredje gang. Hun fulgtes med Kidaya, der spurgte hende ud om Kelemoke, men Arobanai nøjedes med at le og komme med hentydninger. På vejen mødte de gamle Moke, der havde fundet et leopardspor. I lejren fortalte de de andre piger og kvinder om leopardsporet. "Mændene vil få sig en forskrækkelse, når de opdager det!" udbryd de fnisende. Arobanai bøjede sig ned og efterlignede leopardens listende gangart. De andre kvinder dannede en kæde, som var de jægere, der drog gennem skoven i gåsegang. Leoparden angreb dem, og jægerne flygtede skrigende op i træerne.

Efter at have været nær ved at dø af grin, ville Arobanai nu vende tilbage til jægerne i skoven. Men mændene vendte tidligere end ventet tilbage fra jagten, gnavne og nedtrykte. Ingen ville fortælle, hvad der var sket, kun Kelemoke mumlede: "Ham Sefu larmer simpelthen for meget!" Og Kenge sagde, "hidtil har vi altid behandlet ham som en mand, men han er et dyr, og vi burde behandle ham som et dyr." Og han råbte over mod Sefus boplads: "Dyr, dyr!" selv om Sefu endnu ikke var kommet hjem.

Han kom først senere sammen med en gruppe ældre jægere. Uden at sige et ord til nogen, gik han over på sin boplads.

Ekianga og Manyalibo, der var ankommet sidst, satte sig ved molimo-bålet. "Sefu har bragt skam over os alle sammen!" sagde Ekianga, ikke henvendt til nogen bestemt. Og Manyalibo sagde: "Sefu har bragt skam over kumamolimo’en. Vi er nødt til at afbryde kumamolimo’en. Molimo-festen er forbi. Det bedste ville være at finde en ny boplads."

"Alle skal komme herhen", sagde Ekianga, "alle skal komme til kumamolimo’en. Det er en alvorlig sag, som straks må bringes i orden!"

Man samledes, siddende på stole lavet af fire sammenbundne grene eller på brændeknuder, og Kenge råbte endnu engang derover: "Hallo dyr, kom her, dit dyr!" De unge lo, men mændene tog ikke notits af ham.

Sefu kom slentrende, gørende sig umage med at se uskyldig ud. Han så sig omkring, men ingen gjorde plads til ham. Han gik hen til Amabosu, én af de yngste af de unge mænd, og ruskede i hans stol. "Dyr sidder på jorden!" sagde Amabosu.

Sefu var grædefærdig: "Jeg er en gammel jæger og en dygtig jæger. Det er ikke retfærdigt, at alle behandler mig som et dyr".

Slutteligt bad Masisi Amabosu om at rejse sig og overlade sin stol til Sefu.

Derefter rejste Manyalibo sig og begyndte på en lang tale: "Alle ønsker, at denne boplads bliver en god boplads. Og alle ønsker, at denne molimo-fest bliver en god molimo-fest. Men Sefu ødelægger det hele. Bopladsen er ikke længere en god boplads, og festen er ikke længere en god fest. Siden hans datter døde, har han gerne ville have, at vi hentede vores molimo til ham. Men nu, hvor hans mor er død, vil han ikke bidrage med noget til kumamolimo’en."

"Hun var ikke min mor", sagde Sefu trodsig.

"Ikke din mor?" udbrød Ekianga, "hun var mor til alle på denne boplads. Jeg vil håbe, at du snubler i dit spyd og dør som et dyr! Et menneske stjæler ikke kød fra sine brødre, kun et dyr gør noget sådant!" Ekianga truede vredt med sin knyttede næve.

Sefu begyndte at græde. Først nu forstod Arobanai, hvad der var sket. Under den anden jagt havde Sefu placeret sit net foran de andres, og på den måde fanget det første vildt, som klapperne havde opskræmt. Men han var blevet afsløret. Nu forklarede han, at det havde været en misforståelse, han havde tabt de andre jægere af syne og havde ikke kunnet finde dem igen. Kun derfor havde han opstillet sit net, der hvor han nu engang befandt sig.

"Ja, ja", sagde gamle Moke, "det er godt med dig. Du skulle ikke råbe så højt. Vores mor, som lige er død, var ikke din mor. Altså hører du ikke til hos os. Du kan opstille dit net, hvor du vil, og jage, hvor du vil, og placere din boplads, hvor du vil. Vi vil bevæge os langt væk og opslå vores lejr et andet sted, så vi ikke forstyrrer dig."

Herefter måtte Sefu give op. Med sin gruppe på fire familier kunne han ikke organisere en klapjagt. Han undskyldte og sagde, at det virkelig kun havde været en fejltagelse, men han ville da aflevere alt kødet igen.

"Så er alt jo i orden!" sagde Kenge og rejste sig, og de andre rejste sig ligeledes og gik med Sefu til hans boplads. Her bad han brysk sin kone om at udlevere kødet, og de unge gik ind i hytterne for at søge efter kød, som måtte være skjult der. Selv gryderne blev tømt. Sefu begyndte at græde, men alle lo blot ad ham. Han holdt sig for maven og vred sig: "Jeg dør af sult, og det gør min familie også, og alle mine slægtninge vil dø, fordi mine brødre tager al min mad. Jeg dør, fordi ingen viser mig den respekt, jeg har krav på."

Man overlod ham til hans jamren og vendte tilbage til kumamolimo’en. Festen blev igen til en rigtig fest, hvor alle sang og dansede og åd. I baggrunden kunne man høre Sefus’ jeremiader. Kvinderne råbte spydigheder derover og efterabede hans jamren. Men da alle havde spist, fyldte Masisi en kurv med kød og svampesovs, som hans kone havde lavet, og sneg sig bort. Kort tid efter ophørte jeremiaderne.

Om natten, da Arobanai listede ud af sin hytte, for at mødes med Kelemoke, så hun Sefu sidde ved molimo-bålet og synge sammen med mændene. Et barn af skoven som alle andre.

Arobanai havde oplevet det så ofte før. Man skændes, man beklagede sig, man truede hinanden. Men skovens børn havde brug for hinanden. Alene, uden de andre, kunne ingen overleve. Derfor fandt man altid en løsning, en udvej. Den, der havde noget at klage over, stillede sig midt på bopladsen og gav sig til at jamre, bande eller bombastisk tilkendegive sin ærlige mening. Men meget ofte vendte bofællerne, der således blev anmodet om at hjælpe, sig ikke mod den der havde uret, men mod den, der råbte højest. Den gode boplads var en fredelig boplads. En larmende, ufordragelig boplads var også en sulten boplads. Ofte afgjorde alene en fælles højlydt latter et stridsspørgsmål. Men hvis man havde skammet én ud, forsonedes man på ny med vedkommende.

Arobanai huskede dengang hendes tante Kondabate ragede uklar med sin mand. I vrede var hun begyndt at fjerne blade fra taget på sin hytte. Det var hendes ret, da hun jo selv havde bygget hytten. Hendes mand havde forholdt sig tavs. Derfor fortsatte hun med at tage blade ud af taget. Her skulle hendes mand have grebet ind, have standset hende. For hvis kvinden ødelagde hytten, betød det ophør af samlivet. Men Kondabates mand gjorde ingenting, og derfor fjernede hun blad efter blad fra hytten. Tårerne var allerede begyndt at trille, men manden gjorde sig hård. Efter et stykke tid sagde han blot: "Kondabate vil komme til at fryse i nat". Derfor var hun tvunget til at fortsætte med at rive taget af hytten, hvad skulle hun ellers gøre, for hun ønskede ikke at tabe ansigt. Til sidst var der ikke flere blade, og hun begyndte nu grædende at ruste i stængerne. Nu fulgte alle spændte med, for når hun havde revet de sidste stænger op af jorden, måtte hun pakke sin bylt og vende tilbage til sine forældres boplads. Nu var også Kondabates mand grædefærdig, for han elskede hende højt, og ønskede bestemt ingen adskillelse. Men havde han givet efter på dette tidspunkt, ville han i dagevis være nødt til at høre på sine spottelystne venners latter. Alle kunne se, hvordan han spekulerede. Til sidst sagde han stille: "Stængerne behøver du ikke at fjerne, det er kun bladene der er snavsede!"

"Hvad?" udbrød Kondabate forbløffet. Men så forstod hun og tilføjede lettet: "Ja, bladene er fulde af utøj." Og sammen gik de ned til floden, for at vaske bladene. Derefter fastgjorde de igen bladene til hytten.

Aldrig før havde nogen vasket blade. Men Arobanais mor, Kamaikan, tog et par blade fra taget af sin hytte og mumlede: "Det utøj er virkelig en plage!" og gik også ned til floden for at vaske blade, som om det var helt almindeligt. Og endnu nogle dage gik kvinderne med et slet skjult polisk smil ned til floden, og vaskede et par lusebefængte blade.

Dagene gled stille af sted lige som Lelo-floden. Skoven skænkede sin børn nødder og rødder, bær og frugter, svampe og kød. De unge mænd pralede med deres jagtlykke og pjattede med pigerne, de ældre fouragerede i nærheden af bopladsen, men sad for det meste i skyggen og talte om fordums bedrifter. Børnene legede nede ved floden, klatrede i små grupper rundt i de unge træer, indtil de buede og bøjedes ned mod vandet. Så sprang de ned, og den der ikke var hurtig nok, fik en ordentlig rystetur i det hastigt tilbagesvingende træ. Mændene lavede små flitsbuer med sløve pile til de mindre drenge, og så legede de små piger og drenge klapjagt med en træt og afklaret frø. Kvinderne lærte pigerne, hvordan man byggede en lille hytte, og så tilberedte den lille pige med en alvorlig mine en ret bestående af mudder og nødder til sin unge ven, og derefter gik de ind i hytten og legede bolleleg, som de havde set de voksne gøre i virkeligheden. I deres leg afprøvede de alt det, som de engang som voksne skulle kunne, og gradvist blev legen til alvor. Børnene kaldte alle de voksne for enten far eller mor, alle de ældre for enten bedstefar eller bedstemor, og hele tiden var der nogen, der lod dem jagte sig som en bøffel eller sprang ind på dem som en leopard fra sit skjul og under megen kilden og latter åd dem.

Imens mindede pælen, med den altid fyldte madkurv ved siden af bålet midt på bopladsen, hver dag om, at der afholdtes en stor fest, hvor skoven selv var indbudt, så den ikke glemte sine børn, men ville more sig sammen med dem.

Under disse dage blev Kidaya velsignet med blodet. Stolt betroede hun sig til sine veninder. Og blot få dage efter var det så Arobanais tur. Nu ville der ud over molimo’en også blive fejret en elima-fest. Tante Kondabate byggede en ekstra kuppel til sin hytte. Her flyttede nu pigerne ind med deres veninder. Her lærte Kondabate dem nogle nye sange, sange som kun kvinderne sang.

Og der kom gæster. Et ældre ægtepar, som ellers tilhørte en jagtgruppe nordpå, som det fortælles. Først boede de hos Sefu, hvor manden havde slægtninge. Derefter flyttede de til hovedlejren. Gamle Moke bød dem respektfuldt velkommen. Den ældre kvinde gik straks til Kondabates hytte. Her modtog også Kondabate hende meget ærbødigt. Pigerne sendte hende frygtsomme blikke. Den gamle faldt på knæ og sang og øvede med pigerne. Men hun sang ikke kvindernes sange, elima’ens sange, hun sang molimo’ens sange, som ellers var forbeholdt mændene. Det forskrækkede pigerne, men Kondabate nikkede alvorligt og begyndte at synge med på sangene. Frygtsomme begyndte også pigerne at synge.

Denne aften hang der ikke én, men fire kurve fyldt med mad på kumamolimo-pladsen. Manyalibo hentede i hver hytte et glødende stykke brænde til molimo-bålet. Mændene og de store drenge var spændte og nervøse, da de begyndte at synge. Så kom pigerne ud af elima-hytten, anført af den gamle. Den gamle tog nogle brændestykker fra molimo-bålet og tændte et nyt bål ved siden af. Herom grupperede kvinderne sig. Pigerne, som havde malet sig med gardenia-frugtens sorte farve, dansede i en lang række, og kvinderne sang stadig højere og kraftigere molimo-sangene. Denne aften førte kvinderne an i sangen, og mændene sang blot med. Den gamle nordfra sad ved det bål, som hun havde antændt, og stirrede med et fast blik ind i flammerne. Overfor hende sad Kondabate, den smukke Kondabate. Som tryllebundet af den gamles blik stirrede også hun ubevægeligt ind i flammerne. Så begyndte den gamle langsomt at lave dansebevægelser med hænderne. Hendes tynde, udtørrede fingre udspilede og krummede sig, hendes benede arme for omkring og baskede i alle retninger, som levede de deres eget liv. Men så rejste hun sig og begyndte at danse. Hun dansede omkring mændenes bål, medens mændene sang uden at se på hende. De sang højere og højere, hun dansede vildere og vildere. Hun sprang ind i ilden og dansede i flammerne, derefter begyndte hun at splitte bålet ad med fødderne. Med voldsomme spark spredte hun brændende træstykker i alle retninger, og mændene var nødt til at springe til side. Gamle Moke rejste sig og samlede bålet igen, men på ny splittede den gamle det. På denne måde huskede hun tre gange mændene på, at det var kvinderne, der havde tæmmet og passet ilden, at det afhang af kvinderne, om ilden brændte ud eller blev ved at brænde, om livet ophørte eller gik videre. Så greb den gamle et liantov og lagde det som en løkke om halsen på mændene, en efter en. Den, der fik løkken lagt om halsen, tav pludseligt, og da den sidste mand var fastbundet, ebbede sangen ud. En tid var der helt stille, i stilheden hørtes kun skovens stemmer. Så sagde gamle Moke: "Det er sandt, vi er fanger. Vi er fastbundne og kan ikke komme fri. Vi må give noget for igen at blive sluppet fri." Ekianga sagde: "Vi må give noget kød fra en antilope, for igen at blive sluppet fri." Manyalibo sagde: "Lad os også give et skind fra et desmerdyr". Mændene nikkede. Så løsnede den gamle løkkerne, og de befriede begyndte atter at synge.

Om morgenen var den gamle og hendes mand borte.

Der kom andre gæster. Unge mænd fra grupper, hvis jagtområder lå mange dagsrejser væk. Nyheden om elima-festen havde hurtigt spredt sig. Overalt i skoven, hvor jægerne stødte på jægere fra andre grupper, blev der snakket og sladret, udvekslet nyt om slægtninge, talt om jagtlykken og dygtige jægeres heltegerninger blev gjort endnu større.

De unge mænd sluttede sig til Apa Lelos jægere. De fleste af dem havde tanter og onkler eller fjernere slægtninge i gruppen, hos hvem de søgte husly, ellers hang de ud i ungkarlehytterne. Deres mål var, om aftenen at trænge ind i elima-hytten. Men pigernes mødre holdt øje med hytten og kastede sten og glødende brændestykker efter belejrerne.

Undertiden brød pigerne ud, malet med hvidt ler og bevæbnet med lange, flettede piske. De stormede gennem lejren, og dem de syntes om, piskede de med deres piske. Undertiden piskede de også de voksne og ældre mænd, men det var i sjov, som et venligt tribut til deres køn. Men når de piskede en giftefærdig yngling, forpligtede det. Den berørte måtte besøge den pige, som havde pisket ham, i elima-hytten.

Tumba, som Arobanai i sit stille sind havde udvalgt sig, lod ikke til at være i Apa Lelo. Derfor besluttede Arobanai og hendes veninder at foretage et udfald. En tidlig morgen brød de ud, med bryster og bagdele udsmykket med hvide mønstre, og løb, følgende antilope- og elefantspor, mod vest med store lydløse fjed, indtil de sent på eftermiddagen nåede den boplads, hvor Tumbas gruppe opholdt sig. Under skrig og skrål overfaldt de den sovende boplads, jagende mændene rundt om hytterne. Mændene og de halvvoksne drenge forsvarede sig tappert, løb hen til affaldsbunkerne bag hytterne og kastede, hvad de der kunne få fat på, efter de aggressive piger. Omsider fik Arobanai øje på sin udkårne. Han skød med sin bue tørre bananskræller efter pigerne. Men han måtte give fortabt overfor de ni stridslystne sirener. Arobanai lagde ikke fingrene imellem.

Den femte dag kom han endelig til elima-hytten. Han udkæmpede en tapper kamp med mødrene for at få adgang, men da det lykkedes for ham, havde han gjort sin pligt. Han kunne så enten hellige sig Arobanai, gå sin vej igen eller vælge en af de andre piger. Og det sidste var netop hvad fyren gjorde. Han pjankede med Kidaya, og da natten faldt på, kunne Arobanai kun alt for godt høre, hvad de to foretog sig. Så besluttede hun at bønhøre Aberi, som allerede den første dag havde kæmpet sig adgang til elima-hytten, og siden med alle midler havde forsøgt at vinde hende. Hun ville gøre det samme med ham, som Tumba og Kidaya gjorde med hinanden, og hvis hun kunne lide det, ville hun bede ham om at fange en antilope til hendes forældre og i sin gruppe vælge en søster, som kunne gifte sig med en af hendes brødre. Og hvis hun ikke brød sig om det – var der nok af smukke unge mænd derude, dygtige jægere, som pralede med, at de ville skænke deres kommende bruds forældre ikke én, men to antiloper, eller bedre én eller endog to elefanter. Livet var skønt. Skoven drog omsorg for sine sønner og døtre, den gav dem ikke blot kød og frugter at spise og rent vand at drikke, men gav dem også ilden og evnen til at nyde kærlighedens gave.

"Rundt om os er mørket", hviskede Arobanai,
"men når der findes mørke,
er mørket godt."

Så lagde hun sig hos Aneri på hans bladmåtte og begyndte at kilde ham. Han fniste og greb efter hende.

   
 

This site has content self published by registered users. If you notice anything that looks like spam or abuse, please contact the author.