Martin Auer: Den besynderlige Krig, Historier om Krig og Fred

   
 

De mærkelige Mennesker på planeten Hortus

Please share if you want to help to promote peace!

på dansk ved Henrik Grøn

This translation has not yet been reviewed

En Drømmer
Den blå Dreng
Gulerodsplaneten
Angst
Mere om angst
De mærkelige Mennesker på planeten Hortus
De to Slagsbrødre
Mand mod Mand
Krigen på Mars
Slaven
Den besynderlige Krig
Arobanai
Stjerneslange
Stilstand
De to Fanger
Rapport til De forenede Solsystemers Parlament
Åbent Brev
Bomben
Forord
Author's comments
Download (All stories in one printer friendly file)
Hvorfor er der Krig i Verden?
About the Translator
About the Author
Mail for Martin Auer
Licence
Creative Commons licence agreement

Bücher und CDs von Martin Auer


In meinem Haus in meinem Kopf
Gedichte für Kinder

Die Prinzessin mit dem Bart
Joscha unterm Baum
Was die alte Maiasaura erzählt

Die Erbsenprinzessin

Der wunderbare Zauberer von Oz - Hörbuch zum Download

Die Jagd nach dem Zauberstab, Roman für Kinder - Hörbuch zum Download
Der seltsame Krieg
Geschichten über Krieg und Frieden

Zum Mars und zurück - Lieder
Lieblich klingt der Gartenschlauch - Lieder
Lieschen Radieschen und andere komische Geschichten - CD

På planeten Hortus boede Æblefolket, Blommefolket, Pærefolket og Hindbærfolket. Æblefolket levede af æblegrød, æblekompot, æblesyltetøj og æblekager. Blommefolket levede af blommegrød, blommekompot, blommesyltetøj og blommekager. Og hos Pærefolket og Hindbærfolket var det på samme måde.

I lang tid gik det meget godt, men en dag var Pærefolket blevet godt og grundigt træt af evig og altid at spise pæresyltetøj. Derfor sagde en af Pærefolkene: "Ved I hvad! Vi burde blive røvere!"

"Røvere? Hvad er det for nogen?"

"Jo hør nu, det er let nok: Om natten lister vi over til Blommefolket, og når de så alle sammen sover, overfalder vi dem og tæver dem. Derefter tager vi så mange blommer, som vi kan bære og stikker af igen. Og så kan vi langt om længe få blommegrød, blommesyltetøj, blommekompot og blommekager!"

"Hurra!", råbte Pærefolket. "Det bliver sjovt!"

Og så listede de over til Blommefolkets landsby, og mens alle her sov, overfaldt de landsbyen, trængte ind i husene og tævede Blommefolkene. Derefter tog de så mange blommer, som de kunne bære og stak af igen.

Blommefolket blev meget forskrækkede og bedrøvede. "Hvad var dog det?", sagde de til hinanden. "Sådan noget er aldrig hændt før!"

"Måske er Pærefolket blevet tossede? Vi kunne sende fru Blommestilk over til dem!"

Den gamle fru Blommestilk kunne nemlig lave en olie af blommekerner, hvormed hun kunne helbrede alle sygdomme undtagen brækkede ben.

Altså tog fru Blommestilk af sted med sin lille kande fyldt med blommekerneolie.

Men allerede samme aften kom hun tilbage igen. "De ville slet ikke helbredes", sagde hun. "De truede mig med tæv og jog mig bort."

"Det var værre!", sagde Blommefolkene triste til mode. "Hvad gør vi så?"

"Hvis de ikke vil helbredes, er de ikke syge, men onde. Vi må straffe dem!"

"Ja, det er rigtigt! Vi overfalder dem og tager deres pærer. Det er kun ret og rimeligt!"

Og alle jublede og råbte i munden på hinanden, kun fru Blommestilk rystede bekymret på hovedet.

Altså gik Blommefolket på krigsstien, og om natten overfaldt de Pærefolket og tævede dem. Så tog de så mange pærer, som de kunne bære og stak af igen.

"Og hvad vil I gøre, hvis de overfalder os igen i morgen?", spurgte fru Blommestilk.

Nu så alle bekymrede ud, men så sagde den friske hr. Kerne: "Vi posterer bare nogle vagter rundt om landsbyen, udstyret med lange kæppe, og hvis de så kommer, tæver vi dem."

Og det gjorde de så, og da Pærefolkene et par nætter senere vendte tilbage, fik de læsterlige tæv.

"Nå, hvad sagde jeg!" Vi gav dem vel nok en ordentlig omgang!", sagde hr. Kerne stolt. "De vover ikke at overfalde os igen lige med det samme."

"Ja, godt nok", sagde de unge mænd, der havde holdt vagt. "Men ved du hvad": I to uger har vi nu holdt vagt hver nat, og sovet om dagen. I mellemtiden har vi spist alle vores blommekager og alt vores blommesyltetøj, og ikke haft tid til hverken at lave mad eller bage!"

"Derfor burde alle give os noget!, sagde hr. Kerne, "for vi har jo holdt vagt for os alle!"

Så gav alle Blommefolkene vagterne noget, og hr. Kerne fik mest. "For jeg må jo ordne alting!", sagde han. "Jeg har ansvaret!"

Men efter nogen tid begyndte Blommefolket at gøre vrøvl, for hidtil havde der altid lige været nok til alle. Men nu, hvor alle de unge mænd holdt vagt, i stedet for at passe blommetræerne og lave mad og bage, nu var der ikke længere nok til alle.

"Men", sagde hr. Kerne, "Hvem er skyld i, at vores unge mænd ikke kan arbejde, men må holde vagt?" Pærefolket! Altså må Pærefolket undgælde for det!"

Og så marcherede han og hans mænd til Pærefolkets landsby, for endnu engang at udplyndre dem. Men Pærefolket havde også sat vagter ud, og der opstod et mægtigt slagsmål midt imellem de to landsbyer, og Blommefolkene fik ikke fat i nogle pærer.

Herefter sagde hr. Kerne: "Vi må lave nogle net, og kaste dem over Pærefolkets vagter. Så kan vi besejre dem og plyndre landsbyen!"

Altså gik hele Blommefolket i gang med at lave net, og denne gang lykkedes plyndringstogtet.

Stolt kom hr. Kerne hjem i spidsen for sine tropper, og hver af de unge mænd bar på en sæk pærer. Hr. Kerne bar også på noget, nemlig hele ansvaret.

Og hr. Kerne gav ordre til, at pærerne blev lagt i en stor bunke midt i landsbyen. Så delte han bunken i tre mindre bunker. "Sådan", sagde han: "En bunke bliver fordelt blandt landsbyens beboere, så alle har nok at spise. En bunke bliver fordelt blandt mine soldater, fordi de har kæmpet så tappert. Og den sidste bunke får jeg, fordi jeg har ansvaret for det hele."

Og alle jublede og klappede hr. Kerne på skulderen. Kun den gamle fru Blommestilk rystede bekymret på hovedet og sagde: "Og hvad nu hvis også Pærefolket laver sig nogle net?"

"Det har jeg tænkt på!", sagde hr. Kerne. "Vi bygger en mur rundt om landsbyen, så kan de ikke overfalde os mere."

Og så måtte Blommefolket bygge en mur omkring deres landsby.

Men Pærefolket ville ikke have nederlaget siddende på sig. Og da deres spejdere fortalte, at Blommefolket var ved at bygge en mur omkring deres landsby, så byggede også Pærefolket en mur omkring deres landsby. Og de lavede net, som de kunne fange vagter i. Og desuden lavede de stiger, så de kunne klatre over Blommefolkets mur. Og så en nat, bevæbnet med deres stiger, overfaldt de Blommefolkets landsby og plyndrede den.

"Nu kan det være nok!", sagde da hr. Kerne. Vi bliver nødt til en gang for alle at give disse rådne Pæreskrog en lærestreg, som de sent skal glemme!"

Og han beordrede Blommefolket til at bygge et stort tårn med hjul under. Det ville han trække hen til pærelandsbyens mur og så deroppe fra sætte ild til Pærefolkets huse.

Men Pærefolket byggede i mellemtiden en vældig stenslynge, hvormed de ville skyde Blommefolkets mur sønder og sammen.

Og en nat listede Blommefolkets hær over til Pærefolkets landsby, og Pærefolkets hær listede over til Blommefolkets landsby. Og fordi natten var mørk og tåget, listede hærene lige forbi hinanden, uden at opdage det. Da Blommefolket havde placeret deres tårn foran Pærefolkets mur, steg hr. Kerne op i det og råbte højt: "Åbn porten og overgiv jer, ellers sætter vi ild til jeres landsby."

Og eftersom Pærefolkets hær var borte, åbnede landsbyens indbyggere portene og lukkede Blommefolkene ind.

Og da Pærefolkene havde skubbet deres stenslynge hen foran Blommelandsbyens mur, skrev deres anfører på en seddel: "Overgiv jer, ellers bliver jeres landsby skudt sønder og sammen!" Derefter viklede han sedlen om en sten og lod den skyde over muren. Og Blommefolkene åbnede også deres porte og lukkede Pærefolkene ind.

Men da hærene ville gå i gang med at plyndre, var der næsten intet tilbage. Kun et par krukker syltetøj, nogle tørre kager og lidt kompot, men det var allerede blevet skimlet..

"Der er ikke mere", sagde Pærefolkene til Blomme-soldaterne. "Vi har ikke haft tid til at lave mad og passe træerne, den er blevet brugt på krigen."

"Vi har ikke mere" sagde Blommefolkene til Pæresoldaterne, "vi har ikke haft tid til at passe træerne og bage kager, den er blevet brugt på krigen."

"Sikke noget møg!", sagde anføreren for Pære-soldaterne og vendte om igen.

"Pokkers!", sagde hr. Kerne og trak sin hær tilbage igen. I morgengryet mødtes de to hære midt imellem de to landsbyer, og af ren og skær forbitrelse gik de løs på hinanden. Men de to felthære sloges ikke. De stod på hver sin lille høj og så rasende på hinanden, mens de tænkte.

Da de syntes, at de to hære havde kæmpet længe nok, gav de ordre til afmarch, og drog hjem med hver deres hær.

Den næste dag sammenkaldte hr. Kerne Blommefolket og sagde: "Så, nu må vi hurtigst muligt i gang med arbejdet og få bagt nogle blommekager i en fart. Vi må bage hurtigere end de andre, så vi står bedre rustede end dem før det næste slag.!"

Men fru Blommestilk sagde: "Det kan ikke lade sig gøre. Der er nemlig ingen blommer, fordi ingen har passet træerne. Blommerne ligger rådne på jorden. Og der er heller ikke mere mel til at bage med. Og i det hele taget kan det ikke fortsætte på denne måde. Er det ikke meningsløst, at vi gensidigt plyndrer hinanden? Hvis vi ønsker at få nok at spise, må vi alle arbejde hver dag, både Pærefolket os selv. Røverier får ingen blommer og heller ingen pærer til at gro. Vi må slutte fred med Pærefolket!"

Og Blommefolket, som nu omsider igen fik lyst til at passe blommetræer og lave kompot, gav hende ret.

Kun hr. Kerne blev gal i hovedet. For hvis der ikke var nogen krig, kunne han ikke kommandere og påtage sig hele ansvaret, og der var ikke noget bytte, hvoraf han kunne sikre sig hovedparten.

Han begav sig til Hindbærfolkets landsby og sagde til dem: "Hør her. Pærefolket har ikke mere at spise, de har brugt det hele under krigen. Altså er der en stor risiko for, at Pærefolket næste gang vælger at plyndre jer!"

Hindbærfolket kløede sig bag ørene og sagde: "Men vi har jo ikke gjort dem noget!"

"Det er lige meget", sagde hr. Kerne, "de er nogle røvere og henter sig bytte, hvor de kan få det."

"Det er jo forfærdeligt!" sagde Hindbærfolket. "Hvad skal vi dog gøre? Vi har ikke forstand på at føre krig."

"Men det har vi!" sagde hr. Kerne. "Jeg har et forslag: Giv os nogle bakker hindbær – vi står nemlig tilfældigvis selv og mangler lidt frugter – så hjælper vi jer mod Pærefolket."

"Ja ok", sukkede Hindbærfolket, "vi har vel ikke noget andet valg!"

Og hr. Kerne gik tilbage til Blommelandsbyen og sagde til Blommefolket: "Der er næsten et helt år til den næste blommehøst! Hvad skal vi leve af i mellemtiden? Hvis vi slutter fred, skal vi sulte i et helt år. Men hvis vi allierer os med Hindbærfolket, for at slås mod Pærefolket, så får vi straks nogle hindbær af dem."

"Ja, det er rigtigt", råbte de unge mænd, som allerede var blevet vant til at slås. "Vi er bedre til at slås end til at avle blommer."

De øvrige Blommefolk kløede sig bag ørerne og sagde: "At sulte i et helt år, hvem kan holde det ud?" og erklærede sig også enige med hr. Kerne. Kun fru Blommestilk rystede bekymret på hovedet.

Men i mellemtiden havde Pærefolkets hærfører allieret sig med Æblefolket. Og så begyndte det hele forfra: Hindbærfolket og Æblefolket blev også nødt til at bygge mur omkring deres landsbyer, lave net, stiger og slynger og bygge belejringstårne, og tilmed aflevere halvdelen af deres frugter til deres beskyttere. Og da der var gået et år, fandtes der ingen steder på planeten længere noget at spise og heller ikke mere at røve.

Da sammenkaldte fru Blommestilk alle planetens kvinder – husk, at der jo kun var fire landsbyer – og sagde til dem:

"Sådan kan det ikke blive ved. At gå på rov og føre krig får ingen pærer og hindbær og heller ingen æbler og blommer til at gro. Nogen er nødt til at arbejde, ellers bliver der heller intet udbytte. Og fordi der lige akkurat er nok, hvis enhver gør sit arbejde, har vi simpelthen ikke råd til disse røvertogter! Net og stiger og stenslynger og mure og belejringstårne kan ikke spises!"

"Nej, det er så sandt!" sagde kvinderne.

"Ja, men så gå hjem og sig til jeres mænd, at de skal love hurtigst muligt at vende tilbage til haverne. Ellers dør vi alle af sult!"

"Godt!" sagde kvinderne.

Derefter indgik de en aftale, og mændene gav hinanden hånden og mumlede: "Undskyld, det skal aldrig ske igen", og så var der atter skabt fred på planeten Hortus. Og efter en to-tre barske år havde alle igen nok at spise, og fru Blommestilk fik bragt krukker med blommesyltetøj ud til de andre landsbyer, og kvinderne fra de andre landsbyer sendte til gengæld æblekager og pæregrød og hindbærkompot.

Og fordi der havde været fred så længe, fik man også tid til lidt eftertanke og til at opfinde nye ting. En opfandt en æbleplukkerklo, med hvilken man kunne plukke æbler, uden at skulle klatre op i træerne. En anden fremavlede hindbærbuske uden torne. Og en tredje opfandt et redskab, hvormed man meget enkelt kunne pille stenene ud af blommerne. Og endelig var der en der opfandt en særlig kniv til at skrælle pærer med.

"Godt", sagde kvinderne, "nu behøver enhver af os kun at arbejde den halve dag, og alligevel er der nok til alle."

Men så en dag blev det for meget for hr. Kerne og han sagde til Blommefolket: "Det går ikke, at vi fordriver den halve dag med at dovne, bare fordi den nye blommekernefjerner nu har gjort vores arbejde lettere. Hvad nu, hvis pærefolket fik den idé at overfalde os og tvinge os til at arbejde for dem den anden halvdel af dagen? Pærefolket har opfundet en ny pæreskrællekniv. Det kan blive meget farligt. For når de ikke behøver at arbejde mere end den halve dag, for at få nok at spise, så har de nu tid til at bygge nye belejringstårne og stenslynger! Altså burde vi ikke fordrive den halve dag med at spille spil og fortælle historier: Med den nye blommekernefjerner har vi nu fået tid til at tænke på vores forsvar. I stedet for at alle kun arbejder den halve dag, skulle halvdelen af os hellere arbejde hele dagen, og den anden halvdel beskæftiges med at lave stenslynger og eksercere. For nu har vi omsider råd til at have en stående hær. Og kun på den måde kan vi sikre os, at Pærefolket ikke overfalder os igen, og i sidste ende gør os til deres slaver!"

Og således var det hele nær begyndt helt forfra igen, hvis ikke. . .

. . .hvis ikke fru Blommestilk havde rejst sig, og for øjnene af dem alle sammen havde givet ham en lussing. Herefter satte han sig stille og roligt ned og sagde aldrig mere et ord.


Author's comments


This site has content self published by registered users. If you notice anything that looks like spam or abuse, please contact the author.