Martin Auer: Den besynderlige Krig, Historier om Krig og Fred

   
 

Forord

på dansk ved Henrik Grøn

This translation has not yet been reviewed

En Drømmer
Den blå Dreng
Gulerodsplaneten
Angst
Mere om angst
De mærkelige Mennesker på planeten Hortus
De to Slagsbrødre
Mand mod Mand
Krigen på Mars
Slaven
Den besynderlige Krig
Arobanai
Stjerneslange
Stilstand
De to Fanger
Rapport til De forenede Solsystemers Parlament
Åbent Brev
Bomben
Forord
Download (All stories in one printer friendly file)
Hvorfor er der Krig i Verden?
Guestbook
About the Translator
About the Author
Mail for Martin Auer
Licence
Creative Commons licence agreement

FN’s generalforsamling har udnævnt år 2000 til "Fredskulturår". I den anledning har jeg sammensat denne lille samling af historier.

Fordi jeg skriver børnebøger, var det meget vigtigt for mig at behandle det vanskelige emne "krig og fred" på en måde, så det blev forståeligt for børn. Jeg synes ikke, at det er tilstrækkeligt blot at fortælle børn, at krig er noget frygteligt noget og at fred er meget bedre. Selvom det naturligvis er et fremskridt i forhold til en børnelitteratur der forherliger soldatervæsenet og krigshandlinger, en sådan litteratur findes jo også. Men de fleste børn på vores breddegrader ved godt, at krig er noget frygteligt noget og at fred er meget bedre. Men er fred også mulig? Eller er krigen ikke en uundgåelig skæbne, som igen og igen overvælder os mennesker? Lærer vi ikke i historieundervisningen, og ser vi ikke i de daglige nyheder, at der altid og overalt på Kloden har været og stadig er krig?

Fredskultur, forståelse for andre mennesker, fredelig løsning af konflikter – det er alt sammen smukt og godt: Men hvad nu, hvis de andre ikke er indforståede?

Jeg kan ikke se, hvordan vi kan bortvise krigen fra menneskeslægtens fremtidige historie, hvis vi ikke søger efter de årsager, som udløser den. Først når man kender sygdommens årsag(er), kan man målrettet og effektivt bekæmpe den.

Således talte jeg mig igennem mit historiestudie på universitetet, men hjemme hos mig selv har jeg lige indtil i dag fortsat mit historiestudie, fordi jeg som forfatter naturligvis konstant beskæftiger mig med spørgsmålet om, hvad der betinger menneskers gøren og laden. Men naturligvis kan jeg ikke påstå, at jeg har fundet de vises sten og i mine historier kan give en udtømmende forklaring på krigens årsager. Og jeg kan heller ikke fremlægge en fuldt færdig opskrift på, hvordan man udgår krig i fremtiden. Men historierne sigter dog mod at være mere end blot såkaldte "tankeimpulser". Digteren giver altid kun tanke-impulser, men på et eller andet tidspunkt må man også begynde at tænke selv. De historier, jeg her har sammensat, prøver at antyde et spor, hvori man selv kan tænke videre, de ønsker at formidle en fornemmelse af hvor og hvordan man kunne søge efter krigens årsager.

Historien "En Drømmer" stammer fra en uges workshop i Ötztal, arrangeret af kulturprojektet "Feuerwerk" omkring temaet "Fri som Vinden og Skyerne". Her skrev jeg sammen med børnene en bog om "Vinden og Skyerne".

"Den blå Dreng" skrev jeg til ZDF-børneserien "Siebenstein". Den er skrevet kort efter "revolutionen" i 1989, hvor hele verden blev grebet af en kortvarig fredseufori. Da historien udkom i bogform, havde vi allerede oplevet Golfkrigen. Denne historie beskriver den psykiske forhærdelse, som et udslag af angst. Historiens pointe er ikke, at drengen til sidst smider sit gevær, men hvorfor han smider det. "Du kan jo bare smide dit gevær", er ikke nok. Først må der skabes et håb om forandring.

"Gulerodsplaneten" peger på nogle tilsvarende mekanismer. Her vises, hvordan visse samfunds-systemer kan udvikle en egendynamik, der gør det meget svært at ændre på dem, og hvor selv dem, der egentlig lider under systemet, begynder at forsvare det.

"De mærkelige Mennesker på planeten Hortus" handler slet og ret om krigens omkostninger.

"Krigen på Mars" er et forsøg på at vise, hvordan den kendsgerning, at enhver plejer sine – i grunden uskyldige - særinteresser, kan få nogle følger, som ingen har ønsket sig.

Også "Slaven" handler om, hvordan det kan være, at mennesker indretter sig under samfundssystemer, som de selv bliver slaver af.

"Den besynderlige Krig" peger på muligheden for passiv modstand. Hvilken slags modstand der er mulig, afhænger ganske vist af angriberens hensigt. Hvis angriberen er ude efter at udrydde et helt folk, er passiv modstand nytteløs. Men de fleste krige bliver indledt for at undertvinge andre folkeslag, ikke for at udrydde dem.

"Arobanai" beretter om pygmæernes liv, som et eksempel på et samler- og jægersamfund, og bygger på Colin Turnbulls feltforskning.

"Stjerneslange" er derimod en historie om en ung Aztekerkriger og Aztekerrigets opståen.

"Rapport til De forenede Solsystemers Parlament" er en sammenfatning og beskriver måske det, som den blå dreng fandt ud af i de år, hvor han i sin kikkert betragtede den blå planet. Det første udkast til denne historie skrev jeg også i løbet af den uges workshop i Ötztal, hvor børnene undertiden ville have mig til at fortælle en historie. En pige der hed Nina, og som tilfældigvis havde samme efternavn som mig, gav mig dengang en seddel, hvorpå der stod: "Martin ved du, hvorfor der er krig." Historien bygger blandt andet på Lewis Mumfords forskning ("Maskinens Myte-samling"), men naturligvis også på mine egne overvejelser. Tidligere mente jeg, at der havde været en periode, hvor mennesker slet ikke kendte til krig. Men da jeg så hos Jane Goodall læste om en krig mellem chimpanser, måtte jeg revidere min opfattelse. Også i samler- og jægertiden* kunne det hænde, at en gruppe måtte søge nye jagtområder og derved kom ind på andres enemærker. Men når én af grupperne var fordrevet, var krigen forbi. Krig forekom, men var ikke en bestemmende faktor ved kulturen. Først udviklingen af jordbruget i form af dyrkning af jorden eller kvæghold gav mennesket muligheden for at opbygge forråd, så de overhovedet fik tid til krigstogter, og hos ofrene var disse forråd noget, man kunne plyndre, uden derved absolut at skulle dræbe alle dem man røvede fra. Krigen blev til et fast inventar (ved kulturen), fordi den var et middel til at akkumulere mindre menneskegruppers overskud og investere det i foranstaltninger, der førte til en forøgelse af produktiviteten, altså til skabelsen af endnu flere overskud, der så igen kunne investeres i mere udvikling osv. Og var således et langt mere effektivt middel end forhandlingsvejen eller frivillige sammenslutninger ville have været. Her er den enkelte magthavers og krigers motivation ikke så afgørende. I naturen opstår nye kvaliteter, så som horn i panden, gennem vilkårlig mutation. Hvorvidt hornene bevares eller forsvinder igen afhænger af, om de giver den der bærer dem en forplantningmæssig fordel, eller de blot er i vejen. En høvding kan få lyst til at starte en krig af had til en nabo, af selvhævdelsestrang, af religiøse grunde, af ren og skær kådhed, på grund af opsparet aggressivitet, på grund af seksuel frustration eller hvordan det nu forholder sig. Men krigen blev et blivende fast inventar (ved kulturen), fordi den fremskyndede sammen-slutningen af mennesker i større imperier og derved muliggjorde en akkumulation af deres overskud, og for det andet fordi den afkrævede mange af disse mennesker et større overskud, end de var parat til frivilligt at investere i den fælles sag eller i fremtiden, fordi den altså i sidste instans virkede befordrende på "udviklingen", ved at øge produktiviteten af det menneskelige arbejde. Hvad der er en fordel for samfundet, behøver ganske vist ikke at være en fordel for det enkelte individ. Et mindre samfund bestående af 500 frie bondefamilier har givetvis været lykkelige end de 100.000 bondefamilier under en krigshøvdings herrredømme. Men en hovedstad med templer og præsteskoler, hvor man studerede stjernebanerne, kunne kun imperiet skabt af krigshøvdingen præstere.

Den menneskelige aggression er sikkert en forudsætning for, at krige i det hele taget kan opstå, men den er ikke deres årsag. Var de unge mænd i Østrig-Ungarn mere aggressive i 1914 end i 1880? Eller blev kejseren mere aggressiv på sine gamle dage? Ofte må man først fremprovokere den menneskelige aggressivitet og menneskers had til deres naboer, før de selv er klar til eller vil lade deres børn gå i krig. Men lige så ofte må der lægges en dæmper på soldaternes aggressivitet. Medens man på den ene side indenfor specielle hærenheder uddanner mennesker til at opføre sig som de rene bersærker, som for eksempel de Grønne Baretter i Vietnam, har en moderne hær først og fremmest brug for disciplinerede og pålidelige mennesker, dvs. som i mindst mulig omfang lader sig styre af deres følelser. På trods af vigtigheden af alle pædagogiske initiativer, der sigter mod at reducere aggressioner, så som forståelsen for fremmede kulturer og evnen til i privatlivet at søge fredelige løsninger på konflikter – kan de ikke fjerne årsagerne til krig. Den industrielle markedsøkonomi, der i dag bestemmer menneskenes sameksistens på vores planet, er som ingen tidligere samfundsform i stand til at forøge produktiviteten, ved at producere flere og flere varer med en stadig mindre arbejdsindsats og ved straks igen at investere overskuddet i en forøgelse af produktionen og produktiviteten. Dette indebærer ikke blot, at vi snart når grænsen for, hvad Jorden økologisk set kan klare. Men heri ligger også kimen til nye krige. Man siger, at fremtidens krige kan komme til at gælde de stadig mere knappe ressourcer, eksempelvis drikkevand. Det er højst tænkeligt. Men det er lige så sandsynligt, at de fremtidige krige vil foregå mellem de store økonomiske blokke, og at de vil dreje sig om, hvem der bør sælge hvad til hvem.

For at undgå krige i fremtiden skal 6 milliarder mennesker – og snart bliver det 7 og 8 milliarder – blive enige om en ny form for økonomi og en anden måde at leve sammen på. Den stadige forøgelse af produktiviteten bør ikke længere være målet – dvs. ved hjælp af stadig mindre arbejde at kunne producere mere og mere; udvekslingen af ting bør ikke være hovedindholdet i handlen mennesker imellem; den kendsgerning, at fremstillingen af tingene kræver en mindre og mindre arbejdsindsats, bør ikke føre til, at der bare fremstilles flere ting, men til at mennesker kan bruge den frigjorte tid til udveksling af mere sociale ("tjeneste")ydelser: kunst, samtale, omsorg, helbredelse, undervisning, forskning, sport og filosofi...

For tænk hvis alle redskaber kunne tage mod en ordre, eller selv på forhånd vidste hvad de skulle gøre, og således kunne udføre arbejdet alene, ligesom Daedalus’ statuer eller Hefaistos’ trefødder, som, i følge digteren (Homer), ‘ved egen hjælp bevægede sig ind i gudernes forsamling’; hvis, på samme måde en væveskytte vævede af sig selv og et plekter af egen kraft anslog lyreguitaren strenge, ville håndværksmestre ikke have brug for svende og herremennesker ikke have brug for slaver.

Aristoteles

Er vi i dag reelt ikke nået hertil?

   
  This site has content self published by registered users. If you notice anything that looks like spam or abuse, please contact the author.