Martin Auer: Den besynderlige Krig, Historier om Krig og Fred

   
 

Stjerneslange

Please share if you want to help to promote peace!

på dansk ved Henrik Grøn

This translation has not yet been reviewed

En Drømmer
Den blå Dreng
Gulerodsplaneten
Angst
Mere om angst
De mærkelige Mennesker på planeten Hortus
De to Slagsbrødre
Mand mod Mand
Krigen på Mars
Slaven
Den besynderlige Krig
Arobanai
Stjerneslange
Stilstand
De to Fanger
Rapport til De forenede Solsystemers Parlament
Åbent Brev
Bomben
Forord
Author's comments
Download (All stories in one printer friendly file)
Hvorfor er der Krig i Verden?
Guestbook
About the Translator
About the Author
Mail for Martin Auer
Licence
Creative Commons licence agreement

Her er jeg. Jeg danser. I en lang række danser vi, pyntet til ære for guddommen. Snart vil vi være hos Huitzilopochtli, snart vil vi slå følge med solen på himlen. Vi var krigere, nu er vi fanger. I en lang række danser vi, og derhenne står offerpræsterne. I en lang række danser vi, og den ene efter den anden falder som offer for guderne. Snart vil de også støde den sorte stenkniv i brystet på mig, mit blod vil strømme ud over offerstenen, og de vil rive mit hjerte ud. Mit blod nærer guderne. Mit blod nærer Huitzilopochtli, solen.

Jeg danser. De har givet mig en pulque-drik, nu er jeg rolig og danser. Først var jeg ked af, at det ikke var mig, der tog en fjende til fange. Men nu er jeg rolig: Ved min hjælp bliver jorden reddet, mit offer vil forsone guderne, så de ikke udsletter jorden. Jeg vil stige op til Huitzilopochtli, jeg vil slå følge med ham på himlen. Og derefter vil jeg blive forvandlet til en kolibri, som alle tapre krigere, der er faldet i kamp, blev kampens ofre, og vil flyve fra blomst til blomst og altid være glad, så længe jorden består.

Sådan har det altid været, og sådan skal det være.

Jeg danser, og kommer stadig tættere på offerstenen. Jeg danser, og mens jeg danser, tænker jeg tilbage:

Jeg blev født dag 1 i måneden Ozelot, og sådan har skæbnen tiltænkt mig en død som krigsfange. Dengang jeg kom til verden, sagde jordemoderen: "Elskede søn, du skal vide, at dette hus ikke er dit hjem, thi du er en kriger, du er en Quecholli-fugl, og det hus, i hvilket du kom til verden, er kun din rede. Du er bestemt til at fryde solen med din fjendes blod og nære jorden med hans legeme." Sådan blev alle drenge hilst og budt velkommen. Havde jeg været en pige, havde hun sagt: "Du skal forblive i huset, ligesom hjertet i kroppen. Du må ikke forlade huset, du skal være som asken i ildstedet". Ved min fødsel blev der holdt mange taler, slægtninge og venner kom, og spåmanden blev bedt om at forudsige min skæbne. Han bestemte min dåbsdag, og på denne dag blev jeg stænket med vand mange gange, og jordemoderen sagde disse ord: "Tag dette, drik, thi af vand skal du leve på denne jord, af vand vokser og trives du; vandet giver os, hvad vi behøver for at leve." Derefter valgte hun navnet Citlalcoatl til mig, det betyder Stjerneslange.

I otte år boede jeg i min faders hus. Så snart jeg kunne gå og tale, måtte jeg hente vand og brænde og følge med min far til markedspladsen. Senere lærte jeg at fiske og sejle, mens mine søstre lærte at spinde og væve, fejede i huset og malede majs på kværnstenen.

Da jeg fyldte otte år satte min fader mig i Calmecac’en, i tempelskolen, og ikke i den almindelige krigerskole. "Hør her min søn", sagde han til mig, "du vil hverken høste ære eller vinde respekt. Du vil blive forsømt, foragtet og fornedret, og hver dag skal du indsamle agavens torne, som en bodshandling. Du skal stikke dig på tornene og give dit blod som offer, og om natten vil du blive vækket, for at tage bad i det kolde vand. Hærd din krop i kulden, og når så fastetiden kommer, bryder den ikke sammen, men efterlader dig upåvirket af fasten og bodshandlingerne."

I tempelskolen lærte jeg at blive en mand. Ofre og selvfornægtelse var hvad der blev krævet af os. Om natten måtte vi i bjergene brænde røgelse og ofre vores blod til guderne. Om dagen måtte vi arbejde hårdt på templets marker. Den mindste forseelse blev straffet hårdt. Undertiden græd jeg og tænkte, hvor er det svært at være kriger og mand. Men med tiden blev jeg stærkere. Og jeg kom til at foragte de drenge, der gik i den almindelige krigerskole. De måtte kløve brænde og holde vandgravene og kanalerne rene og pløje de fælles marker. Men ved solnedgang gik de alle hen til Cuicacalco’en, synge-og-danse-huset, og sang lige indtil midnat og lå med piger, som de ikke var gift med. De omgikkes kun med krigere, hvis bedrifter de beundrede og ønskede at efterligne. Om de højere materier, om videnskab, kunst og gudsdyrkelse vidste de intet.

Vi elever fra Calmecac’en var bestemt til større ting, vi kunne bliver præster eller embedsmænd. I tempelskolen lærte jeg selvbeherskelse og strenghed. Men også at tale og hilse pænt lærte jeg, den skik og brug, som er kutyme ved kejserens hof, den korrekte omgangstone blandt embedsmænd og dommere. Jeg lærte også stjernekundskab og drømmetydning, at beregne året og bruge spådomskalenderen. Jeg lærte at male tegnene og billederne for tal og navne, og at tyde vore forfædres bøger. Og jeg lærte vort folks hellige kvad, de sange der synges til ære for guderne, og de sange der fortæller om aztekernes historie. For vi er et stort og mægtigt folk, og alle andre folk på jorden frygter os.

I sin tid forlod vi Aztlan, vores første hjemland, efter hvilket vi kaldes aztekere. Legenderne fortæller, at Aztlan var omgivet af vand, og at vi dengang var fiskere. I begyndelsen var vi fattige, gik klædt i skind og havde kun pile og buer og kastetræ i stedet for spyd. Vi var ikke bedre end de skovmennesker, der bor nord for vores imperium.

Fire præster var vores lærere, de gik med et sivskrin. I det var vores gud, Huitzilopochtli, der talte til dem, og fortalte dem, hvad vi skulle lave. Efter at vi havde forladt Aztlan, ønskede vores gud, at vi fra nu af skulle kalde os "månefolket", mexicaerne.

Når vi fandt et velegnet sted, blev vi der måske i et par år. Vi såede majs, men ikke altid blev vi der længe nok til også at høste den. For det meste ernærede vi os ved at jage hjorte og rådyr, kaniner, fugle og slanger, og af det der voksede på jorden.

Og vores gud spåede om os: "Vi ville slå os ned og blive fastboende, og ville erobre alle folkeslag på jorden; og sandelig siger jeg eder, jeg vil gøre jer til herrer og konger overalt på jorden; og I skal herske og få utallige lensfolk, som betaler tribut til jer og vil skænke jer talrige og meget kostbare ædelstene, og dertil guld, fjer fra Quetzal-fuglen, smaragder, koraller, ametyster, og I vil smykke jer dermed. I vil også få mange slags fjer og kakaobønner og bomuld i mange farver. Alt det vil I opleve!"

Mange fortæller, at Huitzilopochtli ikke altid har været vores gud. Vores stamme bestod af syv klaner, og hver klan klarede deres egne anliggender og valgte deres eget overhoved. Og således beretter de, at hver af vores syv klaner havde deres egen gud. Dog var Huitzilopochtli, solguden og krigsguden, den højeste blandt dem.

Vi kom gennem mange lande, nogle var øde og ubeboede, andre var beboede, så vi måtte slås med beboerne. Mange steder blev vi i længere tid og byggede der et tempel til vores gud. Men stadig drev udlængslen os af sted. Ofte måtte vi efterlade vores gamle, når vi drog videre. Undertiden var der også grupper der skilte sig ud fra vores stamme og valgte at gå i en anden retning. I stedet sluttede andre sig til os, jægere der aldrig før havde boet i landsbyer.

Omsider kom vi til det smukke land mellem bjergene, som i dag bærer vores navn, navnet Mexica. Højt hævet over de to have ligget det, beskyttet og omkranset af bjerge. Altid er det forår heroppe, kun sjældent har vi frostvejr, og selvom det er varmt om sommeren, er nætterne alligevel kølige. Kilder i bjergene forsyner landet med vand, og i bunden af dalene er der fem svalende indsøer, omgivet af landsbyer og byer.

Her lå der i sin tid et mægtigt imperium, riget i Tula, guden Quetzalcoatls by. Men Quetzalcoatl, kunstguden og kalenderguden, forlod sin by og riget gik i opløsning. Landsbyerne og byerne ved lagunerne var små, og de havde ingen fælles hersker. Hvert folk levede deres eget liv i deres by, med egne skikke og egne guder.

Vi slog os ned på et sted kaldet Græshoppehøjen, Chapultepec. Her valgte vi for første gang et suverænt overhoved for hele stammen. For vi lå alt for ofte i krig med vores naboer, og havde brug for en høvding med forstand på krig. Vores naboer blev urolige, da vi bosatte os og efterhånden blev mange, og overfaldt os. Vi forsvarede os godt, men fordi de var for stærke, blev vi fordrevet. Vores overhoved blev taget til fange og ofret, og vi måtte underkaste os vores naboer.

Herskeren i Colhuacan anviste os et sted beliggende to timers gang fra deres by, hvor det vrimlede med slanger. Der skulle vi bo, thi de var bange for os, og ville ikke have os boende i nærheden. Men vi indfangede slangerne, stegte og spiste dem, thi vi var på vores lange vandring blevet vant til at skulle tackle ubehageligheder, og derfor kaldte de os Slangespiserne. Men de fik respekt for os, fordi vi overlevede, hvor ingen tidligere havde overlevet. Således kunne vi snart begynde at handle med dem, de giftede sig med vores døtre og vi med deres og kom dermed i familie med hinanden. Dengang de lå i krig med deres nabo, bad de os om hjælp, og vi fremstillede våben og reddede dem. Men da de så, hvor dygtige krigere vi var, blev de bange og belønnede os ikke for det. Derfor gik vi i krig med dem.

Vi måtte flygte, og kom til Acatzintlansøen. Her lavede vi flåder af vores skjolde og spyd og sejlede over vandet til en lille ø i søen.

Her åbenbarede Huitzilopochtli sig for en af sine præster, og sagde til ham, at vi skulle lede efter en figenkaktus, hvorpå der ville sidde en ørn. Dette sted skulle kaldes "Kaktusfrugtens Sted", Tenochtitlan, og der skulle vi anlægge en by. Vi søgte og fandt ørnen siddende på kaktussen, og den bed i en rød kaktusfrugt, ligesom solen får næring af krigerens hjerte. Så gravede vi græstørv op af jorden, og lavede en høj af dem, hvorpå vi opførte et helligt hus af siv til Huitzilopochtli.

"Her", således talte Huitzilopochtli til os, "her vil vi gøre os til herrer over alle andre folk, over deres besiddelser, over deres sønner og døtre. Her vil de tjene os og betale tribut til os; på dette sted skal den berømte by bygges, der er bestemt til at blive dronning og herskerinde over alle andre byer – hvor vi engang vil modtage alle de konger og fyrster, der kommer for at hylde den mægtige stad.

Sådan havde vi atter slået os ned et sted, der var omgivet af vand, ligesom vores gamle hjemland Aztlan.

Som vi havde haft for vane helt fra gammel tid, delte vi byen efter det hellige tal fire. Staden havde fire bydele, og hver bydel var opdelt i distrikter, kaldet Calpolli’er. Hver Calpolli tilhørte en bestemt klan og havde sit eget tempel til deres klangud. Jorden tilhørte hele klanen, og blev kun lejet ud til de enkelte familier.

Fugle og fisk var der rigeligt af. Men da pladsen var trang, anlagde vi haver ude i vandet. Vi flettede måtter af siv, og mellem måtterne sammendyngede vi vandplanter og dynd, indtil de stak op af vandet. Herefter kunne vi plante bønner og majs ovenpå dem.

Efter nogle år opstod der stridigheder, og en del af stammen brød op, og grundlagde byen Tlatelolco på en ø i nærheden.

Således levede vi mellem rør og siv på vores ø, og havde hverken træ eller sten. Siden vores opbrud fra Aztlan var der nu forløbet 200 år.

Vi underkastede os ingen, selv om vores by grænsede op til tre andre områder, tepanekernes, acolhuaernes og colhuacan-folkets, som alle havde bosat sig ved søen. Vi besøgte deres markeder og handlede med dem. Vi solgte dem fisk, frøer og andre dyr der lever i vandet, og de solgte os træ og sten til vores huse og tempel.

Da vores overhoved og ypperstepræst Tenoch døde, bad vi herskeren i Colhuacan om at sende os en leder. For mexicaerne var ringeagtede og uden betydning, og vi mente, det ville give os en højere status at få en søn af en stor fyrste som leder. Vi bad ham give os Acamapichtli, der var søn af en mexicaner og en colhua-prinsesse, som leder. Men han var også i familie med acolhuaerne. Og Tlatelolco valgte en søn af tepanekernes høvding til leder, og således havde vi familiebånd til alle nationerne omkring søen. Acamapichtlis regeringstid var fredelig, han lod bygge huse, overrislede haver og kanaler.

Af alle folkeslag ved søen var tepanekerne de mægtigste. De førte krig mod andre byer, og når de havde besejret dem, afkrævede de dem tribut. Da de stadig blev mægtigere, måtte også vi betale tribut til dem og gå i krig sammen med dem, når de ønskede det.

Da vores hersker Acamapichtli døde, valgte vores overhoved hans søn Huitzilihuitl, kolibrifjer, som efterfølger, og han blev gift med en enke efter tepanekernes hersker. Således blev vores situation forbedret, og tepanekerne blev nødt til at respektere os. Huitzilihuitl lå i krig med de sydlige lande, hvor der var masser af bomuld. Således fik mexicaerne de første bomuldsklæder, for hidtil havde de kun haft det grove stof lavet af agaveplantens fibre. Siden erobrede han Cuauhtinchan, Chalco, Otumba, Tulancingo og også andre byer. Han indledte også krigen mod Texcoco.

Hans søn var Chimalpopoca, der blev valgt til hersker efter ham. Han afsluttede krigen mod Texcoco og erobrede byen. Tepanekernes hersker overgav byen i mexicaernes hænder og de måtte betale tribut til os. Men stadig væk måtte også vi betale tribut til tepanekerne.

Men da tepanekernes hersker døde, ville vi ikke længere være undersåtter. Vores by var vokset, og vi boede ikke længere i hytter, men havde bygget huse af sten. Vi ønskede ikke længere at tjene tepanekerne. Ganske vist frygtede småfolkene, bønderne, krigen. Thi de kendte tepanekernes styrke. Derfor sagde de øverste – herskerens familie, præsterne og krigernes ledere -: "Hvis vi ikke går sejrende ud af denne krig, så overgiver vi magten i jeres hænder. I kan så hævne jer på os ved at sætte os i snavsede bure og vise os frem." Hertil svarede folket: "Og vi lover at tjene jer og arbejde for jer, at bygge jeres huse og anerkende jer som vores retmæssige herrer, såfremt I skulle vinde denne krig.".

Vi allierede os så med dem fra Texcoco, som vi tidligere havde været i krig med, og kæmpede mod tepanekerne. I 114 dage belejrede vi deres by. Derefter erobrede vi den. Deres hersker Maxtla blev ofret og hans hjerte revet ud. Derefter blev han begravet, som det sømmer sig for en hersker.

Nu havde mexicaerne erobret mange landområder. Disse områder blev herefter fordelt. Og ifølge aftalen mellem de øverste og folket, fik herskeren og de øverste hovedparten af jorden, mens klanerne fik meget lidt, kun lige så meget, at de kunne opretholde deres templer. Men nogle hævdede, at denne aftale mellem folket og de øverste aldrig var blevet indgået, men at det var noget de øverste havde fundet på. Folket sagde, at det var uretfærdigt, og at al jord tidligere havde tilhørt hele stammen, og at alle havde de samme rettigheder. Men kunne de sætte sig til modværge? Krigerne havde vundet krigen og gjort imperiet større. Men hvem skulle have magten? Bønderne, som fremdrog en smule majs af jorden? Eller krigerne, der gjorde riget større, og fik andre folkeslag til at betale pligttribut, og som sørgede for at der hele tiden var fanger, der kunne blive ofret ved festerne, så guderne ikke blev vrede og ikke lod verden gå under?

Dengang vi endnu vandrede omkring og var fattige og ringeagtede, da var vi ganske rigtigt alle lige. Enhver var både kriger og bonde på samme tid. Men hvordan kan man føre krige og erobre byer, hvis alle taler i munden på hinanden, og alle vil give gode råd? Og skal måske også præsterne, dommerne, embedsmændene gå rundt og grave i jorden? Hvordan skal de så kunne passe deres embeder?

Nej, det er et retfærdigt samfund: alle unge mænd skal gøre krigstjeneste. Når drengen fylder ti år, klipper man hans hår, så der kun er en enkelt hårdusk tilbage i nakken. Når han tager sin første fange, også selvom det er med hjælp fra kammerater, må han skære hårdusken af. Han er nu en Iyac. Men først den, der på egen hånd tager fire fjendtlige krigere til fange, bliver en Tequia. Og står måske ikke alle embeder og æreshverv åben for en Tequia? En Tequia får en del af de skatter, som herskeren inddriver, han må bære fjer og læderarm-bånd, og han kan blive en jaguarridder eller en ørneridder. En Tequia kan af kejseren blive udpeget til høje embeder. Men den der ikke efter et eller to krigstogter har opnået at blive en Tequia, må arbejde i markerne. Han må betale skat og bliver anvendt til offentlige arbejder, han skal holde gaderne rene eller reparere dæmninger, og skal arbejde på de højere embedsmænds marker. Han må ikke gå i bomuldstøj og ikke bære smykker. Er det måske ikke retfærdigt?

Men den der udmærker sig som kriger og som embedsmand bliver belønnet med klæder, smykker og jord. De øvrige må arbejde for ham og fylde hans lagerhuse med majs.

Vi er blevet et stort og rigt folk. På markedet er der majs, grøntsager, fjerkræ, kvinder tilbereder på små bål mange slags madretter, som man kan købe af dem, handlende tilbyder klæder, fodtøj, drikkevarer, skind, køkkengrejer, tovværk, piber og alle slags værktøj. Fiskerne kommer til byen med fisk, snegle og krebs fra søen. Vores købmænd kommer med grøn jade og smaragd, skildpaddeskjolde og jaguarskind, rav og papegøjefjer fra fjerntliggende egne. Byerne, som vi har erobret, betaler hvert år 52.000 tons fødevarer som tribut til os, karavanerne af bærere er uendelige. 123.000 bomuldsklæder skal de tributpligtige give os, og 33.000 bundter fjer. Provinsen Yoaltepec sender os årligt fyrre fingertykke guldringe, Tlachquiauco må aflevere tyve græskarflasker med guldstøv. Fra Xilotepec kommer der hvert år 16.000 kvindedragter, 16.000 mandedragter, to krigerdragter med skjold og hovedprydelse og fire levende ørne. Fra Tochpan kommer der peber, fra Tochtepec kommer der gummi og kakaobønner. Provinserne sender os majs, sædekorn, kakaobønner, honning, salt, peber, tobak, møbler og køkkengrejer. De må transportere guld fra sydkysten, turkis og jade fra østkysten. Huaxtepec leverer papir, Cihuautlán muslinger.

Har vi måske ikke samlet mange byer i ét stort imperium? Vores stenslibere, som laver smykker ud af de ædle stene, er de måske ikke fra Xochimilco? Og fjerbinderne, der laver de pragtfulde hovedprydninger, er de måske ikke fra Amantlan? Har vi måske ikke besejret dem og ladet deres huse blive bytte for flammerne? Guldsmedene derimod stammer fra det fjerne Syden.

Vores kejser Moctezuma omgiver sig i sit palads med 3000 hoftjenere, for slet ikke at tale om alle hans ørne, slanger og jaguarer, som hver dag sætter 500 kalkuner til livs. I måneden Uey Tecuihuitl, når de fattige har opspist deres forråd, åbner kejseren sine lagre og lader uddele mad og drikke til folket. Der bor 700.000 mennesker i byen Mexico-Tenochtitlan, Vi har befæstet øerne, bygget dæmninger i vandet, anlagt broer over kanalerne, vi har bygget templer og paladser og en akvædukt, der leder drikkevand fra Chapultepec ind i hovedstaden. Når kejseren lader bygge et nyt tempel, leverer byerne ham sten og kalk. Tusinde arbejdere må kejseren forsørge, mens de opfører templet til guderne. Vores kejser har ladet anlægge haver og indrettet bade, og hentet dyr og planter fra hele imperiet. Når kejseren fejrer en højtid, indbyder han herskerne fra de fjendtlige byer, og forærer dem smykker og kostbare klæder. Hvem andre er så rige og så mægtige som os, mexicaerne? Dengang vores kejser Ahuitzotl nedkæmpede huaxtekernes oprør, blev der festet i mange uger. Alene ofringen af de tilfangetagne varede fire dage! Intet folk er større, intet folk er stærkere end vores!

Men:
Som det fortælles, er vores hjem ikke her,
dog er vi her for at dvæle en stund.
Oh, jeg må de smukke blomster forlade,
Jeg skal derned for at søge efter det hinsidige.
Oh, i et kort øjeblik blev mit hjerte så træt:
de smukke sange
har vi kun til låns.

Guderne har brug for ofre. Vi må nære guderne med ofringer, så de ikke lader jorden gå under. Jeg danser. Trommerne dunker, fløjterne sukker, jeg danser. Stadig hurtigere, danser jeg, stadig vildere. Snart vil jeg være hos Huitzilopochtli. Nej, jeg er selv Huitzilopochtli, er jeg måske ikke iført hans klædedragt, er jeg ikke klædt ligesom han? Der står præsten med den sorte stenkniv. Nu er det min tur.

   
 

This site has content self published by registered users. If you notice anything that looks like spam or abuse, please contact the author.