Martin Auer: Den besynderlige Krig, Historier om Krig og Fred

   
 

Åbent Brev
- fra en europæer

Please share if you want to help to promote peace!

på dansk ved Henrik Grøn

This translation has not yet been reviewed

En Drømmer
Den blå Dreng
Gulerodsplaneten
Angst
Mere om angst
De mærkelige Mennesker på planeten Hortus
De to Slagsbrødre
Mand mod Mand
Krigen på Mars
Slaven
Den besynderlige Krig
Arobanai
Stjerneslange
Stilstand
De to Fanger
Rapport til De forenede Solsystemers Parlament
Åbent Brev
Bomben
Forord
Download (All stories in one printer friendly file)
Hvorfor er der Krig i Verden?
Guestbook
About the Translator
About the Author
Mail for Martin Auer
Licence
Creative Commons licence agreement

Jeg vil nu her helt åbent sige nogle ting. Netop nu, hvor mange snakker udenom, hvor ingen tør sige, hvad de egentlig tænker, fordi det "ikke er passende", fordi det strider mod det vedtagne, fordi det vækker minder, der helst skulle forblive glemte, men netop derfor er der behov for, at nogen endelig åbent taler om, hvordan det forholder sig i virkeligheden.

Naturligvis er udlændinge, også dem sydfra og østfra, også mennesker. Det er der jo ingen der vil bestride. Selvsagt har de øjne, mund og næse ligesom os, kan elske og føle angst ligesom os, er intelligente eller dumme ligesom os og så videre og så videre. Naturligvis er der også blandt dem akkurat ligesom blandt os anstændige og mindre anstændige mennesker, og hvis de voksede op under ordnede forhold, er de ikke mere kriminelle end os.

Men det er slet ikke det, der er sagen. Sagen er denne: Vi har noget at skulle forsvare. Vi skal forsvare vores kultur og den velstand, uden hvilken denne kultur ikke ville eksistere. Følgende er jo en kendsgerning: Vi bor i et af de rigeste lande i verden. (Og det gælder for alle, som kan læse dette, for tyskere som for schweizere og østrigere.) Vi har en velstand og en social tryghed, som grækere eller polakker kun kan drømme om at opnå derhjemme. Etiopier eller colombianere kan ikke engang tænke sig til den.

Lad os se lidt nærmere på denne kendsgerning: Ud af de seks milliarder mennesker på denne jord bor kun én milliard i "industrilandene". Og til dem hører vi nu engang. Vi, den rigeste sjettedel af menneskeheden, ejer fire femtedele af jordens rigdomme! Vi bruger 70% af energien, 60% af fødevarerne og 85% af træet på denne jord. Hvad nu, hvis de andre kommer og kræver deres retmæssige andel heraf? Hidtil har mellem en og halvanden million fattige stakler søgt tilflugt hos os, på flugt fra politisk forfølgelse, fra en krig eller fra at sulte ihjel.

Nå, det er meget muligt. Men uden for står der ikke blot millioner, men et par milliarder fattige stakler og ser på vores velstand med misundelige øjne!

Vi, den rigeste sjettedel, ejer tres gange mere end den fattigste sjettedel. Det må man nu engang gøre sig klart, helt uden forloren skamfølelse. En tysker bruger lige så meget råolie som ti sorte afrikanere. En tysker slipper lige så meget C02 ud i atmosfæren som 65 sorte mennesker. Hos os er der én bil per to indbyggere, børn medregnet, i Indien er der én bil per 455 indbyggere. Hvis de alle sammen ønskede at leve ligesom os, kunne vi godt lukke og slukke denne planet, det komme vi ikke udenom! Der er ganske enkelt ikke nok råolie på jorden til, at de sorte og kineserne også kan få lov til at køre bil. Det er kendsgerningerne!

Alle, der gerne vil diskutere retfærdighed over en kop kaffe, skulle prøve at tænke på, hvor meget de har betalt for kaffen. For ti år siden fik de sorte i Afrika eller indianerne i Syd- og Mellemamerika for 13.000 sække kaffe en modværdi svarende til et lokomotiv af os. I dag må de, hvis de ønsker at købe et lokomotiv, give os 45.000 sække. Men man kan ikke sige, at det påvirker os synderligt. Ingen af os vil undvære vores billige kaffe. Hvor mange af dem, der så gerne taler om retfærdighed, køber frivilligt den dyrere kaffe i butikker med direkte import fra lande i den tredje verden? Hvem spørger sig selv, når han køber en billig indisk bomuldsskjorte eller et smukt silketørklæde, om de ikke netop er så billige, fordi de bliver lavet ved hjælp af børnearbejde?

Nej, vi bærer alle skjorten tættere på kroppen end jakken, vi tænker alle sammen først og fremmest på vores egen fremtid, på vores egen familie. Og det er jo helt naturligt. Indere eller kinesere ville ikke handle anderledes, hvis de hørte til de toneangivende lande i verden.

Lad os ikke gøre os nogle illusioner: Hele vores verdensorden bygger på den hvide mands dominans. Hvor ligger så industrilandene? I Nordamerika, Europa, Australien, Sydafrika, Japan, mens Rusland vel ikke længere kan medregnes. Bortset fra japanere, bor der her stort set kun hvide mennesker.

Og helt selvfølgeligt gør industrilandene alt for at forsvare deres verdensdominans. I dag sker det først og fremmest med politiske og økonomiske midler. Vi beskytter jo ikke blot vore grænser mod flygtninge fra de fattige lande, vi beskytter også vores markeder mod deres varer. Vi lægger eksempelvis langt fra så høj told på rå bomuld som på færdige tekstiler. Vi får leveret kakaobønnerne af dem, men aldrig den færdige chokolade. Vi må nu engang beskytte vores tekstil- eller chokoladefabrikker mod konkurrence. Når alt kommer til alt kan vi slet ikke være interesserede i, at disse lande udbygger deres egen industri, eller "udvikles". Når det kommer til stykket ønsker vi fortsat at sælge dem dyre industrivarer og købe billige råstoffer af dem.

Men vil økonomiske og politiske midler – som eksempelvis den europæiske forening - altid være tilstrækkelig til at sikre vores verdensdominans? Kan det ikke også en dag blive nødvendigt at tage militære midler i brug? Dengang det røde verdensrige faldt fra hinanden, da opførte nogle sig en tid som om den evige fred nu ville sænke sig overalt. Men for den klarsynede var det tydeligt, at problemerne i virkeligheden ikke så meget kommer østfra, men sydfra. Efter golfkrigen er det blevet helt indlysende: Dengang Saddam Hussein forsøgte at tilegne sig Kuwait, gav vi, den rigeste femtedel, ham en over fingrene, som kunne mærkes. Heldigvis havde vi her at gøre med en ægte diktator og en ægte overtrædelse af folkeretten, så ingen kunne komme og sige, at vi ikke var i vores gode ret. Men ikke blot Saddam fik at se, hvad militærteknologisk overlegenhed betyder. Fjernsynskrigen viste hele Syden, hvem der bestemmer her på jorden. Og hr. Milosevic, der heldigvis også er en ubestridelig diktator og krigsforbryder, gjorde os en lignende tjeneste, så ingen drister sig til at pege fingre af os og anklage os for at have været med til at starte denne krig ved hjælp af ubehagelige ultimatummer og andre diplomatiske handlinger og undladelseshandlinger. For denne krig var til syvende og sidst en nødvendighed for os.

Lad os ikke putte blår i øjnene på os selv! Vi må ikke tage fejl af, hvordan de andre opfatter os: Enhver af os kan midt om vinteren købe en nellike fra Colombia for seks kroner. Ja, og hvad så, vil nogle måske spørge? Hver dag tager flyvemaskiner turen halvvejs rundt om jorden, kun for at skaffe os friske blomster fra den anden side af jordkloden! En sådan luksus kunne ikke engang kejseren i oldtidens Rom tillade sig. Er vi ikke denne verdens aristokrater? Det ville være naivt af os at tro, at de øvrige fem sjettedele elsker os.

Naturligvis drager vi ikke alle samme fordel af vores fortrinsstilling i verden. Nogle trækker altid det korteste strå, det kan man ikke gøre noget ved. Vi er nu engang et konkurrencesamfund, og her gælder de samme regler som i skiløb: Fordi én er to hundrededele af et sekund langsommere end en anden, er han jo ikke derfor ubetinget en dårligere skiløber. Men kun tre kan nu engang få medaljer, sådan er reglerne, og de andre må gå tomhændet bort.

Vi er naturligvis ikke kun et konkurrencesamfund, men også et velfærdssamfund, og de fattigste kontanthjælps-modtagere her hos os lever stadig væk bedre end de fleste mozambiquere. Men det kommer slet ikke an på det. Der er nu engang nogle der godt ved, at de aldrig vil få en medalje, og som ved, at de aldrig vil blive regnet blandt de succesrige og berømte. Og som derfor bliver frustrerede. Det kan man ikke gøre noget ved.

Det ville være fint, hvis vi kunne lade andre værdier komme i højsædet, venlighed, omgængelighed, humor eller evne til at glæde sig og nyde livet. Men så var vi bare aldrig blevet så rige, som vi er i dag, det må vi gøre os klart. Vores velstand skyldes ikke mindst vores værdigrundlag, der sætter succes i højsædet.

Og dem der har trukket det korteste strå, og fornemmer at de er overflødige og bliver forfordelt, føler sig ydmygede og går rundt med en opsparet vrede. Er de ikke også hvide, europæere, tyske og statsborgere i et industriland? Tilhører de da ikke den del af menneskeheden, der gør krav på at være jordens salt? Hvorfor da netop ikke dem?

Naturligvis kan disse for det meste unge mennesker ikke forstå, hvorfor vi på den ene side i meget begrænset omfang lader vores økonomiske aktiviteter rundt omkring i verden styre af humanitære overvejelser, og på den anden side yder humanitær hjælp til én - i virkeligheden forsvindende lille – kreds af mennesker. De tænker – sikkert meget simplificeret - følgende: Når vi på det statslige og økonomiske plan optræder som herrefolk overfor andre folkeslag, hvorfor har vi så ikke lov til at optræde som sådan overfor enkeltpersoner af fremmed herkomst, og oven i købet i vores eget land?

De glemmer dog, at et minimum af humanitet er nødvendig for at bevare vores renommé i verden og naturligvis også på den måde bidrager til vores økonomiske succes. De glemmer også, at prisen for denne humanitet, (selvom vi naturligvis gerne roser os af den), i virkeligheden ikke er særlig høj. De tyske banker alene tjener fire eller fem gange mere på renterne af udviklingslandenes lån, end den tyske regering bruger på flygtninge og asylansøgere. Desuden er der hos os kun 3 flygtninge per 1000 indbyggere, medens eksempelvis et land som Malawi må være bankerot med deres 105 flygtninge per 1000 indbyggere. I forvejen befinder 85% af verdens flygtninge sig heldigvis i den tredje verden.

Alligevel burde man vise forståelse for disse måske alt for ivrige og radikaliserede unge mennesker og ikke over en kam anklage dem alle for at være højre-ekstremister og nynazister.

Selvsagt er det ikke pænt at sætte ild til asylansøgeres boliger eller "smadre fremmedarbejdere". Det er primitivt og brutalt. Frem for alt skader sådanne ekstreme handlinger vores internationale relationer og dermed direkte vores eksportinteresser. Men bag disse dumme, og – jeg gentager – helt forkastelige overdrivelser skjuler der sig dog en formodning og en helt realistisk bekymring gående på: at det er nødvendigt at opføre en beskyttelsesvold over for den voldsomme tilstrømning sydfra.

Selvsagt må voldshandlingerne standses. Samfunds-systemet må bevares. På den anden side må vi erkende, at den grundholdning, der kommer til udtryk i disse voldshandlinger, er helt igennem sund og er en helt logisk følge af vores position i verden som en politisk og økonomisk magtfaktor. Og muligvis, ja med stor sandsynlighed, får vi på et tidspunkt brug for en endnu kraftigere udformning af denne grundindstilling end i dag: Hvem ved, om vi ikke en dag bliver nødt til at forsvare vores landvindinger og position i verden med militære midler? Hvis situationen med tiden tilspidser sig, så det på et tidspunkt bliver nødvendigt i yderste nødsfald at forsvare vores kultur og vores værdisæt, og ikke mindst vores velstand og vores fortrinsstilling i verden, så vil det kun kunne lade sig gøre, hvis en sund og levedygtig kulturel grundværdi, gående på at vi "først og fremmest er tyske", "først og fremmest er østrigere" eller "først og fremmest er europæere", bliver fast forankret i folks bevidsthed og hjerter. Det må vi gøre os klart, og det bør sentimentale fordomme ikke kunne få os til at glemme!

En europæer

   
 

This site has content self published by registered users. If you notice anything that looks like spam or abuse, please contact the author.